Free Washington

Washington er en fascinerende by. Den er bygget med det formål, at den skulle være hovedstad, og derfor ligger det hele meget centralt og meget samlet. Dejligt overskueligt! Samtidig må man også give amerikanerne at de bygger igennem. Alt skal være kæmpestort med søjler og rotunder, samt være spækket med marmor og statuer. Det er virkelig nogle helt fantastiske bygninger.

Det bedste af det hele er, at alt er gratis i Washington (heraf overskriften). Man betaler ingen entre nogen steder! Det måtte vi udnytte, så første dag besøgte vi først Library of Congress. Her fik vi en rundtur og kiggede blandt andet på gamle bibler, Jeffersons bibliotek og ikke mindst den fantastiske bygning.

Dernæst gik vi en tur ind i Højesteret, som desværre ret hurtigt blev lukket, så vi nåede ikke ind og se selve salen, men fik kun et smugkig.

Så kom turen til Capitol Hill, som er USA's politiske højborg. Her blev vi også vist rundt i det imponerende bygningsværk og vi overværede desuden en debat i Senatet. Det var ret vildt, men også forholdsvist udramatisk!

Helt udramatisk var selve besøget ikke. Under rundturen kunne vi høre nogen skrige, og da vi kom nærmere, fandt vi ud af, at det var en abortmodstander, der havde sneget sig med på en rundvisning, og nu var i gang med en demonstration. Han lå i fosterstilling på gulvet med en dukke i hænderne og skreg ”Obama is killing the babies”. Et stykke fra ham stod hans to 8-10 årige børn, og de begyndte selvfølgelig at græde, da nogle betjente kom og lagde manden i håndjern. Han skreg, at det gjorde ondt på hans arme, og hans børn græd endnu mere. Da han blev ført væk, råbte han: ”Do your drama” til sine børn. Han havde åbenbart instrueret dem i, hvad de skulle gøre, men de græd bare. Under hele seancen stod vi helt paralyserede. Det var virkelig en voldsom oplevelse! Vi fik da også at vide, at det absolut ikke var noget, der skete hver dag.

Alligevel var dagen alligevel præget flere demonstrationer. Uden for højesteret så vi også en demonstration mod abort, selvom denne var noget mere afdæmpet. Vi kan i hvert fald konkludere, ar der er nogle der gerne vil ”Free Washington from Obama” – vi kan dog ikke forstå hvorfor!

Senere på dagen gik vi mod Washington Monument, som vi beundrede ….

... inden vi gik videre til Lincoln Memorial.

Der var her, at Martin Luther King holdt sin ”I have a dream”-tale.

Endelig bød dagen også på et kig til Det Hvide Hus og beundring af deres juletræ.

Næste dag var præget af heftig regn og sne. Vi blev derfor enige om, at prøve at være så meget indenfor som muligt, og besøgte derfor Washington National Cathedral.

Senere tog vi på National History Museum og kiggede på dinosaurer (som vist desværre ikke var helt ægte).

Her havde de også en stor samling af ædelstene og diamanter – Katja var helt betaget.

Sidste stop i downtown blev på nationalarkivet. Her kunne man blandt andet se den amerikanske forfatning og uafhængighedserklæringen.

Da regnen var blevet til sne, turde vi godt tage en tur til Arlington Cemetary. På denne militære kirkegård ligger JFK blandt andet begravet.

Sidste hele dag i Washington stod i Football’ens tegn.

Vi havde billetter til Washington Redskins vs. New Orleans Saints, og nogle havde glædet sig meget (Katja havde taget en kryds og tværs med just in case). Det viste sig dog at blive en vildt spændende kamp, som selv Katja blev grebet af. Redskins spillede klart bedst hele kampen igennem og var da også foran det meste af tiden, men Saints var vildt heldige og vandt til sidst, efter at kampen var gået i overtid.

Ligesom til Springsteen koncerten er det sådan et sted her, at man ser det rigtige USA – eller i hvert fald de rigtige amerikanere. Selvom de er meget engagerede fans, er de alligevel forholdsvis ordentlige overfor hinanden. Rivaliseringerne er meget harmløse! Det er dog fedt, at de gør så meget ud af det. Mange mødes tidligt inden kampen og griller på parkeringspladsen – nogle kommer aldrig ind til kampen. Alle er klædt i forskelligt fanudstyr. Saints er helt klart de sejeste med sorte dragter med guld. Mange havde guldkæder og var rimeligt gangsteragtige : - )

Så selvom det var frysende koldt (næsten ved frysepunktet), var det alligevel en vildt skæg oplevelse – også selvom drengene tabte penge på kampen.

Historisk vingesus

På vej mod Washington havde vi en enkelt dag i Richmond, Virginia. En ikke specielt stor by, men rent historisk meget interessant. Under borgerkrigen i 1860’erne var den Sydstaternes hovedsæde, og dermed også en by hvor mange vigtige slag blev udkæmpet.

Vores besøg startede dog med endnu en tur på en gammel plantage – Shirley Plantation. Det er en af de ældste og mest velholdte plantager i USA, og stort set alle bygningerne står som de har gjort de sidste par hundrede år. Plantagen tilhører nu 11. Generation af familien Carter. En sjov detalje er at den nuværende Mrs. Carter faktisk er dansker og hedder Helle Klingeberg Carter. Familien bor stadig i hovedhuset og driver stadig plantagen. Men selvom de bor der fik vi stadig en tur rundt i huset. Det var dejligt endelig at se et sted hvor mange af møblerne og malerierne var blevet bevaret og ikke udskiftet med kopier.

Næste stop var Jamestown – den første engelske koloni i Nordamerika. Det var rigtig skægt at se det lille område, som ifølge amerikanerne selv, er blevet til det USA vi kender i dag. Det var for øvrigt også her at Pocahontas blev gift med englænderen John Rolfe.

I Richmond var vi på Borgerkrigsmuseum, og derefter var vi ude og se nogle af slagmarkerne fra dengang. Nogle steder var det ikke lige at se, men nogle steder var der stadig spor fra skyttegravene.

Åhhh Atlanta ….

Næste stop på vores rute blev Atlanta. Her brugte vi vores første dag på Coca Cola museum og i akvarium. Coca Colas hovedsæde er i Atlanta og de har i den forbindelse lavet et ”museum”. Ja, museum er i citationstegn, da det viste sig nærmere at være en hyldest til Coca Cola. Katja havde satset på at få lidt spændende info om Coca Colas historie og deres markedsføring.

Kenni havde læst, at det faktisk er Coca Cola, der har gjort julemanden rød, så vi var spændte på, hvad vi havde i vente. Allerede til at begynde med viste museets sit sande ansigt, da vores guide entusiatisk remsede en masse af coca colas produkter op, hvorefter man skulle række hånden op, når ens yndlingsprodukt blev nævnt – festligt! Næste stop på touren var ”the happiness factory”, hvor vi fik vist den der reklame med colaens tur gennem en colaautomat i en lidt længere version – bagefter var vi virkelig happy, men mest fordi det var overstået.

Museet havde også en lille historisk afdeling, men den blegnede meget i forhold til deres ”tappemaskine” og deres 4D biograf. Vi sluttede af i smageriet, hvor der var smagsprøver på en masse forskellige produkter fra hele verden – de fleste var ret funky, men det var okaysjovt, når man først fik taget hul på smagsprøverne (selv for Katja, som ellers er inkarneret sodavandsmodstander).

Alt i alt var museet bestemt ikke noget særligt. Coca Colas historie måtte vige for Coca Cola selvfedheden. Guiden kom med flere kommentarer som ”så gjorde Coca Cola sådan og sådan, og det er vi vist alle glade for” – tjaa … Ikke alle sammen (læs: Katja)

Vi havde købt en kombibillet til museet og akvariet, så efter frokost var det næste punkt på dagsordenen. Akvariet er verdens største (siger de i hvert fald), og de havde whalesharks, så det måtte vi se – selvom det var lidt med blandede følelser.

Flere har kritiseret akvariet for at have for lidt plads til de store dyr, og selvom det største bassin var på størrelse med en fodboldbane, havde vi det vist lidt på samme måde. Whalesharks hører til i havet (det gør alle andre havdyr og fisk for øvrigt også)! Alligevel var det fascinerende at se nærmere på de kæmpe væsener, og ikke mindst Manta Rays’ene, som de også havde to af. De var vildt smukke!

Akvariet bød også på et koralbassin, hvor de havde taget koraller og klistret fast, som nu groede rigtigt i akvariet – vildt, at det kan lade sig gøre!

Næste dag tilbragte syge Kenni i sengen, mens Katja og Steffen tog på Margaret Mitchell Museum - hende, der har skrevet ”Borte med Blæsten”.

Museet indeholdt blandt andet den lejlighed, som hun boede i, da hun skrev den berømte roman. Steffen havde læst sig til, at det var den mest læste bog ud over Bibelen. IKEA siger dog, at det er deres katalog, men vi synes, at Borte med Blæsten passede bedre i kategorien. Lejligheden var dog ikke imponerende, da ingen af tingene i den var originale, og vores guide virkede ærligt talt lidt uvidende. Hun blev spurgt om, hvad Margaret læste for nogle bøger, hvortil hun svarede: ”She must have read ….” – ergo: Hun anede det ikke! Selvom museet ikke var så imponerende, var det alligevel skønt at få en lille smule ”Gone with the wind”-stemning” og Katja fik helt lyst til at se filmen igen!

Thanksgiving i Savannah, Georgia

Vi kørte fra Miamis varme og fine vejr, som heldigvis fortsatte hele vejen gennem Florida. Vi stoppede i Favor Dykes State Park, hvor vi spiste vores mad ved den smukke flod, mens vi nød solen. Der var mange familier, der havde taget mad med i parken og fejrede Thanksgiving dér. Drengene havde ondt af mændene, der således gik glip af football’en. Jeg synes, at det var en skøn måde at fejre Thanksgiving på. Da vi ankom til Savannah, blev det også tid for os til at få lidt thanksgiving-mad, som blev indtaget på den irske restaurant Bennigan’s, som serverede turkey, stuffing, mashed potatoes, gravy, cranberrysauce and broccoli. Meget sjovt også lige at få den højtid med!

Dagen efter Thanskgiving er i USA kendt som Black Friday – årets største udsalgsdag. Nogle forretninger havde åbnet allerede kl. 4 om morgenen med vilde tilbud. Vi nåede også lige at få lidt shopping med, selvom vi først kom til forretningerne kl. 10. På det tidspunkt var der stadig vildt lange køer, masser af mennesker med rigtig mange indkøbsposer, ægtemænd, der sad på bænke og i biler og sov, mens konerne stadig handlede, og heldigvis også mange gode tilbud tilbage til os.

Efter udsalgsturen kørte vi ind til Savannahs historiske centrum, hvor vi gik rundt i den fine by og beundrede de smukke huse og fine parker.

Vi så også det første ægte juletræ, mens vi spiste på en hyggelig café i byens markedområde.

En af Savannahs hovedattraktioner er et besøg i et af husene, og vi valgte Mercerhouse. Huset var virkelig fint, selvom det var begrænset, hvor mange ting, der egentlig var originale. Derimod var en sjov feature, at der stadig bor en familie i hele huset, så vi gik rundt i deres private hjem. De forklarer måske også, hvorfor man ikke måtte tage billeder.

Dagen efter kørte vi fra Savannah mod Atlanta, og på vejen besøgte vi Fort Jackson, som var et fint gammelt fort fra 1800tallet med rigtige kanoner og sådan.

Sol og strand – regn og alligatorer

Det var egentlig ikke rigtig planen til at starte med – Miami. Men tanken om et sidste skud sol og varme under sydlige himmelstrøg var alligevel for fristende til at vi kunne modstå den. Så derfor gik turen fra New Orleans via Tallahassee til Miami. Nærmere bestemt South Beach, Miami (eller SoBe som vi har læst i en bog at man kalder det hvis man er lidt sej). Efter to dage med mange timer i bilen ankom vi mandag aften til Miami. For en gang skyld var det egentlig meget fedt at det var blevet mørkt inden vi kom frem, da det gav et rigtig godt billede af hvor kæmpestor byen er.

Vores hotel lå godt placeret, og omgivet af en masse gode, men også lidt dyre restauranter. Men det er jo ikke noget der afskrækker et par luksus backpackere som os!

Efter en god nats søvn, stod vi op til det vi havde regnet med. Blå himmel og 27 grader. Så der gik ikke mange øjeblikke inden vi havde placeret os på stranden for at gennemgå de sædvanlige ritualer. Først en tur i vandet, så en hurtig vurdering af solens stråler, som vi blev enige om ikke brændte så kraftigt, derefter solbadning i ca. 30 minutter efterfulgt af en revurdering af solens stråler, som åbenbart brændte kraftigt (ja, det kunne man jo ikke have sagt sig selv).

Byen kom derfor også til at byde på lidt shopping i Macy’s (ja, hvor ellers – vi er vist ved at blive stamkunder men det er virkelig også en fantastisk forretning), hvor airconditionen kølede dejligt og der var masser af gode tilbud.

Dagen efter vågnede vi op til silende regnvejr, og fortrød derfor ikke, at vi havde fået det yderste ud af vores strandtur. Meget af dagen blev nemlig brugt på hotelværelset med Entourage på computeren, men om eftermiddagen var der heldigvis ophold i regnen og så kørte vi af sted på Everglades. Everglades er en nationalpark, som ved første øjekast ligner en sump, men det er det ikke. Det er en våd prærie! Forskellen er meget vigtig! I hvert fald er et af Everglades tilløbsstykker de mange alligatorer, der holder til i vandet. Vi tog en ”tramtur” – en åben bus, som kørte os gennem prærien. Fra bussen fik vi set mange fine fugle, flot natur og da også et par alligatorer, som på afstand dog mest af alt lignede bildæk.

Vores meget entusiastiske guide fortalte, hvordan alligatorerne graver et dybt hul i midten af en gruppe buske, hvor der så dannes en sø, og hvor alligatoren derefter holder til. Alligatorhuller, kaldte guiden dem, og beskrev hvordan de fra luften ligner grønne dougnuts. Tricket med disse huller er at lokke andre dyr til for at drikke i tørketiden. Alligatoren kan godt lide gæster :-)!

Vores tram stoppede ved et udkigstårn. På vej mod tårnet lå der en alligator i vandet lige ved siden af stien, og vi var derfor under en meter fra ham – uden hegn eller noget, mens han bare lå og kiggede på os.

Vi var derfor også lidt shaky i det, da vi gik en tur af en meget smal sti-rute, hvor træerne voksede rundt om os og vandet omgav os på begge sider. Her lå alligatorerne også i vandet, men heldigvis ikke så tæt på. Vi blev ikke på stien så længe! Især Steffen, som har stor respekt for slanger, skannede trætoppene over os og fik slet ikke set ud i vandet. Han skyndte sig også ud.

Fra udkigstårnet fik vi set ud over Everglades – meget fint område, og så kørte tram'en tilbage, nu i regnvejr.

Regnvejret resulterede i, at alligatorerne gemte sig, så vi var glade for at have fået set en del på vejen ud til udkigsposten. Til gengæld brugte guiden en del tid på at fortælle historier om alligatorer. I Everglades findes der også skildpadder (selvom vi nu ikke så nogen), og når alligatoren graver hul til sine æg, sniger skildpaddemoderen sig til at lægge æg i hullet, inden alligatoren selv kommer til. Når alligatorungerne så udklækkes, så graver alligatormoderen lige så stille uden om skildpaddeæggene og får sine egne unger op – og på den måde, har skildpaddemoderen haft alligatoren som bodyguard for sine æg. Smart, ikke! Ligesom skildpaddeungerne afgøres alligatorungens køn også af temperaturen.