REGNskov og elefanter

Efter 10 dage i dykkerparadis blev det tid for os til at komme videre. Vi forlod Koh Tao om morgenen og efter en tur med en færge, så med bus, så med taxi, derefter med minivan og endnu en minivan, ankom vi endelig til Khao Sok sidst på eftermiddagen. Khao Sok er en Nationalpark, der ligger midt inde i landet i den sydlige del af Thailand.
Før rejsen var jeg overbevist om, at vi ville komme til at overnatte nogle virkelig crappy steder, og jeg havde prøvet at forberede Kenni på dette – som den erfarne rejsende jeg jo er :-). Men når det så kommer til, at vi skal finde ud af, hvor vil skal bo det næste sted, hører jeg mig selv snakke om air-con, køleskab og andre nødvendigheder som minimumskrav. Jeg havde helt ærligt ikke troet, at jeg ville være så sippet, men da jeg på et tidspunkt præsenterede Kenni for dette synspunkt, svarede han, at det vidste han godt jeg ville!
I hvert fald var valget af overnatningssted i Khao Sok præget af frygt for insekter osv., så vi havde fundet det lækreste resort med fine bungalows, som viste sig at leve helt op til billederne på nettet - Las Orquideas Resort ejet af spanske Franscesco og hans thailandske kone Nee. De var helt vildt søde og hjælpsomme!

Den første dag lånte vi mountainbikes og begav os mod parken. Den var min første rigtige mountainbiketur, så jeg skulle virkelig vende mig til kun at have håndbremse og køre i så stenet og kuperet terræn. Kenni kørte forrest og var super rutineret, mens jeg cyklede bagefter, lidt bange og forpustet. Vi cyklede mod et vandfald, som dog viste sig at være utilgængeligt, fordi vi var kommet udenfor sæsonen. Vi besluttede derfor at vende om, og så snart vi havde vendt næsen hjemad, begyndte det at regne... virkelig regne. Hurtigt blev stierne dækket af vand, hvilket viste sig at være en fordel for mig. Så kunne jeg nemlig ikke se stenene og hullerne i stien, og blev derfor mere frygtløs. Det var helt vildt sjovt at køre i regnvejret, men dog kun indtil mine bremser begyndte at holde med at virke. Heldigvis var vi ikke så langt fra parkens udgang, og vi kom da også helskindede hjem.

Næste dag havde vi planlagt at skulle på elefanttrek, men Franscesco, som ikke talte helt vildt godt engelsk, prøvede at forklare os om en eller anden festlighed, som foregik den dag, og som han gerne ville vise os inden trekken. Derfor kørte vi mod et lokalt tempel for at se ”the real Thailand”, som han sagde - og for at ”The real Thailand” kunne se os, viste det sig. Der var kun thaier tilstede ved festligheden, som var en eller anden form for ofring; til hvem eller hvorfor fandt vi aldrig ud af. Franscesco fortalte os, at alle thaierne ofrede store portioner af mad, fx ris, som så blev solgt dagen efter. Han troede derfor ikke på den slags, mens hans kone havde været dér og ofre tidligere på dagen. Han forklarede dog, at deres forskellige syn på religion ikke var noget problem for dem, fordi deres forhold var bygget på ”Respect”. Beundringsværdigt!
Vi gik rundt og så templet samt en drypstenshule, hvor der også stod nogle buddhafigurer. Der var masser af boder med mad og andre sager, og så var der overvældende mange øjne rettet mod os, og mange, der vinkede eller sagde ”Hello”. Lige dér var vi vist turistattraktionen!
Vi kørte videre mod elefanttrekket, hvor vores elefant samt guide ventede. Da vi var kommet op og sidde i det sæde, som var placeret på elefantens ryg, startede en eventyrlig tur gennem regnskoven. Elefanten gik med store rolige skridt gennem åer og vandløb, mens vores guide gik bagved og råbte af den. Han behandlede den dog rigtig godt, og der gik ikke længe, før han gik ind i skoven, hvor han fældede en bananpalme og gav den til elefanten. Lige så snart den fik den, begyndte den at gå stærkere, som fik den fornyede kræfter af palmen.


Fra elefantens ryg så vi gummitræer og fine sommerfugle. Vi stoppede også ved et vandfald, hvor man efter sigende kunne bade, men strømme var så stærk, at jeg kun lige soppede lidt – og Kenni helt holdt sig fra vandet. Kort efter kom vi op på elefantens ryg igen og begav os tilbage. Der var en virkelig sjov oplevelse og ret fascinerende at ride på så stort et dyr!

http://www.khao-sok-resort.com/

The Whaleshark

… efter et veloverstået Open Water kursus, tillod vi os at holde en fridag uden dykning (for vi har det åhhhh så hårdt). Men dagen derpå stod den så på Advanced Open Water, hvilket betyder at man må dykke ned til 30 meter. Jeg var så heldig at kunne fortsætte med Ricky som instruktør, og derudover var jeg den eneste på holdet, hvilket betød at Katja kunne komme med på samtlige dyk. Der var ikke noget nyt teori til AOW, så kurset bestod bare af 5 forskellige typer dyk:
1. Deep Dive – hvor man er nede og runde 30 m.
2. Bouyancy dive – hvor man arbejder med vægtløshed, vejrtrækning m.m.
3. Navigation dive – med et kompas på armen skal man navigere rundt på dykkestederne
4. Computer dive – med en dykkecomputer på armen skal man selv holde øje med dybde, tid m.m.
5. Photography dive – siger sig selv. Man lærer at tage billeder under vand.
Alle typer dyk var ret interessante, men især det sidste skulle vise sig at være ret godt timet. Vi fik nemlig på kursets sidste dag lov til at have kameraet med alle de 3 dyk. Og der ventede os noget af en overraskelse på divesitet Chumphon. Vi var taget ud tidligt om morgenen, og var i gang med det første dyk, da vi pludselig kunne høre en metallisk slåen på en tank. Lyden var rytmisk og konstant, og er oftest et tegn på at en dykker har set noget særligt i vandet. Instruktøren Ricky fandt hurtigt ud af hvor lyden kom fra, og vi svømmede mod lyden. Og lige pludselig, 10-15 meter fra os, var den der – The Whaleshark!

Der var blevet spottet en den dag vi ankom til Koh Tao, og det var første gang i 5-6 måneder at nogen havde set en. Men da der ikke var blevet spottet flere, var mange bange for at de var væk igen. Men det var de heldigvis ikke. For lige pludselig var den der igen. Det første møde med den blev rimelig kort, men da den var svømmet væk igen, opstod der en meget bizar, men sjov, jubelscene under vandet. Folk havde armene i vejret, slog kolbøtter, lavede high-fives – alt sammen 12 meter under vandet og fuldstændigt lydløst. Det var et meget, meget skørt syn.
På andet dyk så vi den igen. Denne gang hørte vi ingen lyd, men lige pludselig var den bare lige bag os. Og denne gang fik vi mulighed for at svømme ved siden af den i 10-15 minutter. Det er virkelig et fascinerende syn at se en fisk på den størrelse (ca. 5 meter) bevæger sig fuldstændig roligt igennem vandet. Den er fuldstændig ufarlig, hvis man lige ser bort fra dens halefinne, som slår en bevidstløs hvis man kommer i vejen.

At det er noget særligt at se en whaleshark fik vi et bevis på da vi kom op på vores båd igen efter dykket. Bådens etbenede kaptajn (og nej det er ikke bare noget vi siger han var – han havde seriøst kun et ben), blevet så grebet af stemningen at han også ville se whalesharken. Så han skulle da også dykke. Og her blegnede vores Open Water og Advanced Diver kurser altså lidt. Han dykkestil var noget der må betegnes som Super Awesome Diver. Han smed krykkerne, tog en ilttank under armen, regulatoren i munden og hoppede udover siden af båden. Og så dykkede han ellers – og ja, han så også whalesharken.

Fish and ships

Mens Kenni var travlt beskæftiget med sit Open Water Course, skulle jeg, Katja, også på skolebænken igen. Jeg skulle have genopfrisket dykkeriet, og jeg troede virkelig, at jeg havde glemt det hele! Efter en times genopfriskning af teorien, kom vi ombord på dykkerbåden og kastede os derefter ud i det store blå. Det der med at trække vejret under vand, kom helt automatisk tilbage, men da vi skulle sidde på havbunden og lave forskellige øvelser, fik jeg til gengæld flashbacks til mine Open Water tider. Man øver sig blandt andet i at tømme sin maske, hvis der kommer vand i den. Det er ikke det at tømme masken, der er problematisk for mig, men derimod at skulle fylde den. Ligesom i de gode gamle dage panikkede jeg nu igen over netop denne disciplin og måtte holde min instruktør, Andy, i hånden. Han var heldigvis god til at berolige, og snart følte jeg mig helt klar til at dykke rigtigt igen.

Derfor tilmeldte jeg mig dagen efter en Full Day Trip til Koh Taos fedeste divesite, Sail Rock. Det var en rigtig hyggelig dag med 3 dyk + morgenmad og frokost på båden, mens vi skiftevis dykkede og sejlede videre til et nyt sted.
Det var helt fantastisk at komme til at dykke igen. Der var virkelig mange smukke koraller og fascinerende fisk at kigge på, og selvom jeg godt ved, at der gemmer sig en uforklarlig smuk verden under havets overflade, bliver jeg alligevel overrasket hver gang over præcis hvor fantastisk der er dernede. Det eneste man hører er lyden af ens egen åndedrag, mens man med en skøn ro bevæger sig ligeså stille fremad. Til alle, som overvejer det – prøv det!

Live and let dive

Som sagt at Koh Tao i høj grad et dykkermekka, og hvis man ikke dykker når man er, er her ærlig talt nok ikke specielt interessant. Så derfor skulle jeg, Kenni, jo selvfølgelig have taget mine dykkercertifikater. Katja har allerede sine, så mens hun var ude og dykke, røg jeg en tur tilbage på skolebænken. Det vidste sig dog heldigvis hurtigt at mængden af teori var til at overse, og langt størstedelen af kurset var reelle dyk. Jeg kom på et hold med en englænder der hed Max, samt Sam og Harri, to finske og meget friske drenge. Min instruktør hed Ricky og var fra Irland. På alle måder et rigtig fedt hold. Den første dag gik med et par timers teori, hvilket var hurtigt overstået. Morgenen efter skulle vi igen starte med noget teori, men da vi skulle mødes, dukkede kun en enkelt meget bekymret finne op. Ham og hans ven var selvfølgelig røget en tur i byen aftenen før, var blevet væk fra hinanden og vennen var ikke kommet hjem og sove. Dette var selvfølgelig lidt bekymrende, men vi blev enige om at fortsætte med teorien og se om han ikke ville dukke op lidt senere. Og det gjorde han da også. Et kvarters tid senere kom en lettere groggy finne vandrende ind på Big Blue, kun iført boxershorts og myggestik(det min instruktør kaldte ”the worst walk of shame I have ever seen”). Hvad der helt var sket vidste han ikke, men han var i hvert fald vågnet på baren ligeved siden af Big Blue. Hvad der er sket med hans tøj vidste han heller ikke, men det var i hvert fald ikke der hvor han var vågnet op. Alt sammen meget underholdende, og hvad flere historier senere hen vil vise os, ikke første gang at noget sådan var sket for ham.
Efter en hel dag med teori, blev det dagen efter endelig tid til vores første dyk – i en swimmingpool! Lidt et antiklimaks rent fortællemæssigt, men i situationen havde jeg det helt fint med at det ikke var på åbent vand. Men det er stadig langt ude at sidde på bunden af en swimmingpool og trække vejret. Som min instruktør sagde, så er det ”pretty fucking unnatural, ay!”. Senere på dagen gik den så ikke længere – nu skulle vi ud og dykke. Sådan for alvor altså. Nu kunne det jo være rigtig fedt hvis jeg kunne give en smuk og billedrig fortælling om mit første dyk blandt koralrev og fisk i alverdens farver. Men ærlig talt, så kan jeg ikke rigtig huske så meget. På mine første 3-4 dyk var der simpelthen så mange ting at holde styr på. Husk at trække vejret (ja, det lyder lidt dumt, men det er ikke lige det mest naturlige at huske på når man er 12 meter under vandet), husk at holde øje med din buddy, husk at holde øje med instruktøren, husk at holde øje med din vægt osv.

Men samtidig var det enormt storslået at svømme rundt blandt kæmpe koralrev og fisk i alle regnbuens farver. Storslået, men samtidig også virkelig, virkelig mærkeligt. Men for hvert eneste dyk, kunne jeg fornemme at jeg fik mere og mere kontrol, og dermed også mere overskud til at kigge rundt og se hvor smukt der egentlig er. Efter 4 dyk var vi færdige med det første certifikat, Open Water Diver, hvilket giver lov til at dykke ned til 18 m. Men det var selvfølgelig ikke helt dybt nok – to be continued…

Koh Tao

Efter 4 rigtig fede dage i Bangkok, vendte vi næsen mod næste stop på vores tur – Koh Tao. Koh Tao er en bjergrig lille ø der befinder sig i det sydøstlige Asien, og som mest af alt er kendt som noget af et mekka for dykkere. Allerede på båden derud mødte vi en mand fra Big Blue Diving, et sted som vi også havde fået anbefalet hjemmefra, og det krævede derfor ikke meget overtalelse fra hans side før vi blev enige om, at det var der vi ville dykke og jeg skulle tage mine certifikater. Det har senere hen vist sig at være den helt rigtige beslutning. Big Blue er et rigtig lækkert sted, der ligger helt ned til vandet, ja når det er højvande ligger det faktisk i vandet. Derudover er der altid en rigtig god stemning, og samtlige instruktører er meget søde og hjælpsomme. De tilbyder også bolig, og så længe man dykker hos dem bor man til halv pris. Der var desværre booket stort set helt op da vi ankom, så den første nat fik vi et værelse, der ikke på nogen måde var godt nok til to luksusdyr fra Danmark. Til gengæld kostede det ikke noget. Men allerede dagen efter blev vi indlogeret på et lækkert værelse med aircon, køleskab, fjernsyn og den slags ting, som jo er et absolut must for et par hardcore backpackere som os. Det er ikke længere gratis, men til ca. 100 kr. om dagen er det lige til at overkomme.

Koh Tao er på mange måder et yderst besynderligt sted, men samtidig også enormt charmerende. Der er ikke så meget andet på øen end restauranter, barer, hoteller, diveshops, adskillige 7-Eleven og diverse ”vi har alt det du ikke vidste du manglede-butikker”. Det lyder måske ikke specielt charmerende, men det bliver når man kigger på de omgivelser det hele befinder sig i. Man kan enten spise nede på stranden med tæerne i vandkanten, eller man kan sidde et godt stykke op ad en bjergside på en lille hyggelig thailandsk restaurant. Og ingen af delene ligger mere end 2-3 minutter fra hotellet.

Cooking Course

I ved vist alle, hvor vild jeg, Katja, er med mad – både med at lave det og spise det :-). Derfor synes jeg selvfølgelig at vi skulle tage et kursus i Thai madlavning, og vi fandt et, der var ret billigt i Bangkok. Vi prøvede at skrive en mail til dem, men vi fik aldrig noget svar, så en morgen besluttede vi os bare for at tage derud. Vi tog en taxi til adressen og blev sat af i en smal gyde. Vi blev enige om, at det simpelthen ikke kunne være dér, så vi gik ud på en større vej for at lede efter stedet. Vi fandt det ikke så prøvede i stedet at gå ned ad gyden og helt i bunden fandt vi en thaikvinde, som spørgende sagde ”cooking course?”. Det viste sig at kurset var begyndt og alle de andre allerede var på markedet, men de var hurtigt tilbage og så kunne vi komme i gang. Vi gjorde først alle ingredienserne klar og så tog vi fat på den første ret – Tom Yam (en suppe med kokosmælk, rejer og masser af lækre krydderier og krydderurter). Vi stod på rad og række med hver vores wok og tilberedte efter instrukser det ene lækre måltid efter det andet.

Næste ret var Phad Thai (en af Kennis yndlingsretter – nudler med rejer, æg og grøntsager). Efter hver ret fik vi lov til at spise resultatet, og hver gang var det virkelig lækkert. Min favorit var Grøn karry med kylling, hvor vi selv lavede karrypastaen. Det smagte helt fantastisk og helt anderledes friskt, fordi alle ingredienserne i pastaen var helt friske. Det krævede dog en del armkræfter, da karrypastaen skulle laves i en morter (uden hjælp af nogen form for moderne foodprocessor eller blender). Vi lavede også en frisk kyllingesalat, samt den mærkeligste dessert jeg nogensinde har fået. Det var vandkastanjer, som lå i blød i rød Fanta, og efterfølgende blev vendt i kartoffelmel og kogt. De blev serveret i en kokosmælk-sauce med isterninger i. Underligt nok smagte det faktisk godt og forfriskende.
Vi havde en vildt hyggelig formiddag sammen med en masse andre backpackere – blandt andet endnu en Kenni fra Hong Kong (What are the odds!?!), samt nogle amerikanere, som gav masser af råd til USA-delen af vores rejse. Sådan et cooking course kan helt sikkert anbefales. Vi er i hvert fald friske på at komme hjem og afprøve hvad vi har lært ved hjælp af det opskriftshæfte, som vi fik udleveret. Jahhh endnu et til samlingen!

http://www.bangkokthaicooking.com/

En start med stil

Efter en masse forberedelser, stress og andre indledende øvelser, kom vi endelig af sted i tirsdags. På vejen mod Bangkok mellemlandede vi i Wien, hvor Kennis moster og onkel (og 1. stks yderst livlig hund) ventede. De havde kørt den lange fra München for at sende os af sted. Vi nåede lige at komme et smut ind til downtown Wien. Det er en meget gammel og smuk by, som man helt sikkert godt kunne have brugt meget mere tid i – og mere tid med Grith, Axel og Lila kan man jo også altid bruge.





Men videre skulle vi jo. Og det kom vi med stil i et Boeing 777 - et af den slags fly, som man kender fra amerikanske film. Katja havde dog sin første rejsekrise, da hun fandt ud af, at de sæder, som vi skulle sidde på, ikke var lige ved siden af hinanden, men var adskilt af en midtergang. Åh, det var slet ikke til at bære! Kenni tog det dog mere roligt, og det hele løste sig, da sædet ved siden af Kenni endte med at være ledigt. Stort postyr for ingenting (afsnit 1)! Ellers gik turen med, at Katja sov og Kenni så film (”The Hangover” blev heldigvis vist på de små skærme, der var i sæderne).
Vi landede i Bangkok kl. 14 lokal tid, hentede vores bagage som lykkeligvis også havde klaret turen hele vejen til Bangkok. Herefter trådte vi ud af lufthavnen, og fik et par på siden af hovedet af den ekstremt tunge og fugtige varme, der hersker i Thailand. Det lykkedes os hurtigt at få fat i en taxa, uden seler og med en chauffør, der mest af alt anså striberne på vejbanen som vejledende. Men vi kom helskindede frem til vores hotel, Rambuttri Village Inn, som ligger meget tæt på Khaosan Road, backpackernes mekka.

Det er et superlækkert hotel, med swimmingpool på taget (tak til Læren for anbefalingen), som ligger på en gade med masser af små butikker og lækre gadekøkkener. Gaden summer af liv og den varme luft fyldes af duften fra wokkene, hvor der tilberedes alverdens forskellige thairetter. Fra små vogne sælges frisk frugt, lækre shakes og alt hvad hjertet i øvrigt begærer – og også det det absolut ikke begærer – såsom dybstegte insekter og andet udefinerbart. Vi er dog allerede ved at have fundet os et par stamsteder, hvor vi spiser lækker mad for ca. en 10’er (for to personer, naturligvis).

Vi har besøgt The Royale Grand Palace, som er turistattraktion nr. 1 i Bangkok. Det er et kæmpestort og imponerende område, som består af selve paladset og en masse monumenter og templer. Til trods for at vi havde klædt os ordentlig på, blev Katja udpeget som værende alt for ”slutty” (iført knickers og t-shirt), og blev iført en skøn sarong. Kenni var selvfølgelig ulasteligt klædt (iført knickers og t-shirt), og slap lige igennem.

Velkommen til vores blog, kære familie og dejlige venner

Nu er vi ankommet til Bangkok, og har dermed for alvor taget hul på vores tur rundt om jorden. I samme ombæring tager vi hul på vores blogging-projekt. Det er vores plan at opdatere bloggen så ofte som muligt, både med tanker og billeder fra turen. Vi ved udmærket godt, at det altid er mere interessant at opleve tingene selv, end at læse om dem, så I må bære over med os, hvis bloggen til tider bliver lidt for "se os - vi er globetrottere"-agtig. Men vi håber da stadig, at I vil kigge med en gang imellem, hvis I ellers har lyst.

Mange kærlige hilsner og tanker
K&K

P.S. Tak for de søde god rejse-hilsner, og undskyld vi fik ikke lige fik svaret – surprise, det er ikke lige vores stærke side.