Som sagt at Koh Tao i høj grad et dykkermekka, og hvis man ikke dykker når man er, er her ærlig talt nok ikke specielt interessant. Så derfor skulle jeg, Kenni, jo selvfølgelig have taget mine dykkercertifikater. Katja har allerede sine, så mens hun var ude og dykke, røg jeg en tur tilbage på skolebænken. Det vidste sig dog heldigvis hurtigt at mængden af teori var til at overse, og langt størstedelen af kurset var reelle dyk. Jeg kom på et hold med en englænder der hed Max, samt Sam og Harri, to finske og meget friske drenge. Min instruktør hed Ricky og var fra Irland. På alle måder et rigtig fedt hold. Den første dag gik med et par timers teori, hvilket var hurtigt overstået. Morgenen efter skulle vi igen starte med noget teori, men da vi skulle mødes, dukkede kun en enkelt meget bekymret finne op. Ham og hans ven var selvfølgelig røget en tur i byen aftenen før, var blevet væk fra hinanden og vennen var ikke kommet hjem og sove. Dette var selvfølgelig lidt bekymrende, men vi blev enige om at fortsætte med teorien og se om han ikke ville dukke op lidt senere. Og det gjorde han da også. Et kvarters tid senere kom en lettere groggy finne vandrende ind på Big Blue, kun iført boxershorts og myggestik(det min instruktør kaldte ”the worst walk of shame I have ever seen”). Hvad der helt var sket vidste han ikke, men han var i hvert fald vågnet på baren ligeved siden af Big Blue. Hvad der er sket med hans tøj vidste han heller ikke, men det var i hvert fald ikke der hvor han var vågnet op. Alt sammen meget underholdende, og hvad flere historier senere hen vil vise os, ikke første gang at noget sådan var sket for ham.
Efter en hel dag med teori, blev det dagen efter endelig tid til vores første dyk – i en swimmingpool! Lidt et antiklimaks rent fortællemæssigt, men i situationen havde jeg det helt fint med at det ikke var på åbent vand. Men det er stadig langt ude at sidde på bunden af en swimmingpool og trække vejret. Som min instruktør sagde, så er det ”pretty fucking unnatural, ay!”. Senere på dagen gik den så ikke længere – nu skulle vi ud og dykke. Sådan for alvor altså. Nu kunne det jo være rigtig fedt hvis jeg kunne give en smuk og billedrig fortælling om mit første dyk blandt koralrev og fisk i alverdens farver. Men ærlig talt, så kan jeg ikke rigtig huske så meget. På mine første 3-4 dyk var der simpelthen så mange ting at holde styr på. Husk at trække vejret (ja, det lyder lidt dumt, men det er ikke lige det mest naturlige at huske på når man er 12 meter under vandet), husk at holde øje med din buddy, husk at holde øje med instruktøren, husk at holde øje med din vægt osv.
Efter en hel dag med teori, blev det dagen efter endelig tid til vores første dyk – i en swimmingpool! Lidt et antiklimaks rent fortællemæssigt, men i situationen havde jeg det helt fint med at det ikke var på åbent vand. Men det er stadig langt ude at sidde på bunden af en swimmingpool og trække vejret. Som min instruktør sagde, så er det ”pretty fucking unnatural, ay!”. Senere på dagen gik den så ikke længere – nu skulle vi ud og dykke. Sådan for alvor altså. Nu kunne det jo være rigtig fedt hvis jeg kunne give en smuk og billedrig fortælling om mit første dyk blandt koralrev og fisk i alverdens farver. Men ærlig talt, så kan jeg ikke rigtig huske så meget. På mine første 3-4 dyk var der simpelthen så mange ting at holde styr på. Husk at trække vejret (ja, det lyder lidt dumt, men det er ikke lige det mest naturlige at huske på når man er 12 meter under vandet), husk at holde øje med din buddy, husk at holde øje med instruktøren, husk at holde øje med din vægt osv.
Men samtidig var det enormt storslået at svømme rundt blandt kæmpe koralrev og fisk i alle regnbuens farver. Storslået, men samtidig også virkelig, virkelig mærkeligt. Men for hvert eneste dyk, kunne jeg fornemme at jeg fik mere og mere kontrol, og dermed også mere overskud til at kigge rundt og se hvor smukt der egentlig er. Efter 4 dyk var vi færdige med det første certifikat, Open Water Diver, hvilket giver lov til at dykke ned til 18 m. Men det var selvfølgelig ikke helt dybt nok – to be continued…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar