
Men videre skulle vi jo. Og det kom vi med stil i et Boeing 777 - et af den slags fly, som man kender fra amerikanske film. Katja havde dog sin første rejsekrise, da hun fandt ud af, at de sæder, som vi skulle sidde på, ikke var lige ved siden af hinanden, men var adskilt af en midtergang. Åh, det var slet ikke til at bære! Kenni tog det dog mere roligt, og det hele løste sig, da sædet ved siden af Kenni endte med at være ledigt. Stort postyr for ingenting (afsnit 1)! Ellers gik turen med, at Katja sov og Kenni så film (”The Hangover” blev heldigvis vist på de små skærme, der var i sæderne).
Vi landede i Bangkok kl. 14 lokal tid, hentede vores bagage som lykkeligvis også havde klaret turen hele vejen til Bangkok. Herefter trådte vi ud af lufthavnen, og fik et par på siden af hovedet af den ekstremt tunge og fugtige varme, der hersker i Thailand. Det lykkedes os hurtigt at få fat i en taxa, uden seler og med en chauffør, der mest af alt anså striberne på vejbanen som vejledende. Men vi kom helskindede frem til vores hotel, Rambuttri Village Inn, som ligger meget tæt på Khaosan Road, backpackernes mekka.
Det er et superlækkert hotel, med swimmingpool på taget (tak til Læren for anbefalingen), som ligger på en gade med masser af små butikker og lækre gadekøkkener. Gaden summer af liv og den varme luft fyldes af duften fra wokkene, hvor der tilberedes alverdens forskellige thairetter. Fra små vogne sælges frisk frugt, lækre shakes og alt hvad hjertet i øvrigt begærer – og også det det absolut ikke begærer – såsom dybstegte insekter og andet udefinerbart. Vi er dog allerede ved at have fundet os et par stamsteder, hvor vi spiser lækker mad for ca. en 10’er (for to personer, naturligvis).
Vi har besøgt The Royale Grand Palace, som er turistattraktion nr. 1 i Bangkok. Det er et kæmpestort og imponerende område, som består af selve paladset og en masse monumenter og templer. Til trods for at vi havde klædt os ordentlig på, blev Katja udpeget som værende alt for ”slutty” (iført knickers og t-shirt), og blev iført en skøn sarong. Kenni var selvfølgelig ulasteligt klædt (iført knickers og t-shirt), og slap lige igennem.
Knickers/piratbuks er per definition SEX det ved man da!!men det er sgu da heldigt at i droppede turen til Iran, magen til løsluppenhed..Kaattaa!Fedt at det hele ind til videre bare spiller.
SvarSletKh Sune
Hyggeligt at kunne følge jer her! Håber I får en skøn rejse - og Katja, det er hundrede år siden jeg har set dig. Det må vi gøre noget ved når du kommer hjem til lille DK igen. Knus Sidsel
SvarSletEn rigtig indfødt i autentisk sarong ;) dejligt at høre fra jer via Web 2.0-medier!
SvarSlet