Divers Delight at Sipadan

Efter nationalpark, orangutanger og skildpadder var det igen blevet tid til noget dykning, og derfor tog vi med en mini-bus fra Sandakan til Semporna på Borneos østkyst. Mini-bussen var rigtig fed. Den havde air-com med tre indstillinger – 1. Alle vinduer lukket, 2. Et vindue rullet ned. 3. To vinduer rullet ned. Og man måtte også godt ryge inde i den, så det var en rigtig lækker tur på 5 timer, der overhovedet ikke føltes som mere end det dobbelte. Men vi kom da frem til Semporna. Byen Semporna har absolut intet at byde på udover alle de forskellige diveshops og restauranter, der ligger ved havnen. Vi havde endnu en gang fået et rigtig godt råd hjemmefra og havde booket dykning hos Scuba Junkie, som er den største og bedste diveshop i Semporna. Vi havde igennem dem også booket et værelse i Semporna, men da Prinsesse Katja og Prins Kenni så det, sagde de ”Duer ikke – VÆK”, og fandt i stedet et sted, der var dobbelt så lækkert og dobbelt så dyrt. Men så var de også glade og tilfredse.

I Semporna drejer alt sig om dykning. Grunden hertil er, at havet omkring byder på noget af det bedste dykning, man overhovedet kan få i Asien. Især det fredede område Sipadan er berømt, og betragtes af mange som det klart bedste sted i Asien at dykke. Selv Jacques Cousteau har engang sagt at det er nice! Men fordi det er et fredet område, er det kun et begrænset antal dykkere, der må komme derud per dag, og man skal have en speciel tilladelse. Som så meget andet på Borneo, skal den slags bookes i god tid, og vi var desværre lidt sent ude og havnede på en venteliste. Heldigvis er der en masse andre rigtig fede divesites omkring Semporna.

      

(En tidligere boreplatform, som nu er et resort og som vi dykkede nedenunder )

Den første dag skulle vi ud og dykke omkring øen Mabul, og det var noget rigtige gode dyk vi fik derude. Området bestod sjovt nok mest af sandbund, hvor der var sunket diverse affald ned: bildæk, metal og nogle små både. Umiddelbart kan det synes lidt mærkeligt, men det betød, at hvor der før kun var sand og ingen fisk, var der nu masser af liv, fordi fiskene havde fået nogle steder at gemme sig. Der voksede også alle mulige underlige ting på affaldet, så det var for så vidt blevet et menneskeproduceret rev. Der var en hel masse smukke, sjove, syrede og decideret bizarre fisk. Lionfish, Crocodillefish, Frogfish, Boxfish, Bumperhead (prøv eventuelt at google dem – de er freaky). Og på det sidste dyk den dag var de der igen – Skildpadderne. Tre kæmpestore havskildpadder, hvor den største var noget over halvanden meter lang. De er så vilde at se på, og hvis det ikke var fordi vi ville få et problem med at få vejret til sidst, kunne vi blive dernede og se på dem hele dagen. Dagen efter dykkede vi et sted der hed Bohayan, hvor vi fik igen fik set en masse flotte fisk, nogle skildpadder, et par white tip reef hajer, og en hel masse farvestrålende koraller (dejligt at se dem igen). Igen en rigtig god dag med rigtig lækker dykning, men dagen blev endnu bedre, da vi kom tilbage til Scuba Junkie og tjekkede tavlen, hvor vi kunne se hvor vi skulle dykke dagen efter. For imod alle odds stod vores navne på den liste over folk der skulle til Sipadan. Vi måtte lige dobbelttjekke med personalet, da vi ikke rigtig kunne tro at vi var så heldige, men den var god nok.

Så lørdag gik turen mod Sipadan. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, da vi kom derud. Vi ville jo heller ikke bygge det så meget op, at vi ville blive skuffede, når først vi kom ned under vandet. Men sådan gik det heller ikke. Det var egentlig ikke fordi vi så nogle ting, som vi ikke havde set før, men man kan slet ikke forklare hvor meget liv der er ligeså snart man kommer ned under vandet. Der er fisk overalt. Der er koraller overalt. Der var så mange skildpadder og hajer at vi ret hurtigt holdt op med at tælle hvor mange vi så, og i stedet for bare svømmede rundt og nød at lige meget hvor man kiggede hen, var der liv og smukke farver.

Vi fik tre dyk rundt omkring Sipadan, og alle tre var fantastiske og det var den klart bedst måde vi overhovedet kunne forestille os at afslutte vores dykkeeventyr på. (Og vi er allerede i gang med at planlægge, hvor vi skal dykke næste gang – og vi er også helt overbeviste om, at vi kommer tilbage til Sipadan og Borneo på et tidspunkt).

Selingan Island a.k.a. Turtle Island

En tidlig morgen tog vi en taxi ud til molen i Sandakan, hvor vores båd ventede. Efter ca en times sejltur ankom vi til en lille bitte ø midt i ingenting, hvor vi skulle tilbringe natten. Det viste sig at være et rigtig fint sted med lækre værelser og en dejlig strand, hvor vi tilbragte det meste af dagen med snorkling og badning. Stranden bar spor af øens natlige besøgende, skildpadderne, som laver sjove spor, når de bevæger sig i sandet.

På turen til øen var vi fulgtes med 3 rigtig søde danskere fra Aalborg, og der kom senere endnu flere til i form af et helt rejsehold fra en pakketur. Det var ret syret at være på en lille ø så langt væk hjemmefra, og så stort set kun være omgivet af danskere.

Om aftenen, efter en vidunderlig solnedgang, blev der serveret mad i det lille cafeteria og bagefter sad vi så ellers og ventede på signalet. Og pludselig kom det: ”Turtletime, turtletime”, blev der råbt, og vi skyndte os ud mod stranden i mørket med lommelygterne tændt. Da vi nærmere os skildpadden, fik vi besked på at slukke lygterne.

Og dér i mørket med kun en lygte tændt lå den kæmpemæssige skildpadde og lagde sine fine skinnende hvide boldtennisboldformede æg. Det var virkelig fængslende og fascinerende. På skift fik vi lov til i stilhed at komme helt tæt på, mens rangeren ligeså forsigtigt samlede æggene sammen. Da skildpadden havde lagt alle sine 95 æg, kom der lys på hele dens krop, og rangeren målte, hvor stor den var. Vores skildpadde var 95 cm lang og 86 cm bred, og den havde været på øen før, for den havde et mærke på sig.

Bagefter lod vi skildpadden ligge og hvile sig og gik videre til rugeriet, hvor vi så rangeren begrave de nylagte æg. De blev lagt samlet i et stort hul, og blev forsigtigt dækket til med sand, og forhåbentlig vil der så om to måneder udklækkes 95 skildpaddeunger. Oddsene er dog, at nogle som regel ikke bliver udklækket, og til trods for, at de er omgivet af et net, at nogle af dem vil blive spist af fugle eller varaner. Vi fik fortalt, at de veksler imellem at begrave æggene på steder med sol og steder med skygge, fordi varmen bestemmer kønnet på skildpadden. Naturen er vanvittigt indrettet, men samtidig fantastisk. Hvis et æg ligger skyggen, bliver det til en han, mens æg som ligger i solen bliver til hunner.

Rundt om i rugeriet var der i mørket blevet udklækket nye skildpaddeunger, som var meget utålmodige for at komme ud i vandet. Til trods for indhegningen slap nogle af dem ud, og tidligere på aftenen løb en lille fyr faktisk hen over Kennis fødder i et forsøg på at kunne ud til sit hjem. Han var højst sandsynligt en af dem, der nu blev båret i en kurv ud til strandkanten.

Vi gik alle med derud, og tæt på kysten blev de små skildpadder så sluppet fri. En enkelt lygte lyste ud mod havet, da de løber efter lyset, og mange af dem kom da også den rette vej. Et par enkelt løb den forkerte vej, og vi havde fået at vide, at vi godt måtte ”pege dem den rigtige vej”, så Katja fik også sagt hej til en lille skildpaddeunge. Det er hjerteskærende at tænke på, at det kun er en del af dem, der overlever turen, og de netop bliver sluppet ud samtidig som en afledningsmanøvre i håb om, at nogle klarer dem.

En tur til Turtle Island kan i den grad anbefales, hvis man kommer denne vej forbi. Det er dog lidt bøvlet at booke, men man kan eventuelt finde info på denne facebookside: http://www.facebook.com/note.php?note_id=42318714112 (eller spørge os).

(<-- Et af de utallige skildpaddespor man kunne se overalt på øen)

Åh abe, åh abe, gid jeg var ligesom dig!

Næste dag bød på mere eventyr. Vi tog et fly videre til Sandakan, hvorfra vi tog på udflugt til Sepilok, som er et Orangutang Rehabiliterings Center.

Her får de orangutangbabyer ind, som har mistet deres mor (højst sandsynligt er hun blevet dræbt af jægere). Mange af babyerne er blevet taget af lokale, som holder dem i bure, og som ikke rigtig forstår, at de ikke må have dem som kæledyr. Når orangutangbabyerne kommer til Sepilok, bliver de passet ligesom deres mor ville passe dem i begyndelsen, og som de bliver voksne, bliver de gradvist sluset ud i naturen igen. Til at starte med bliver de fodret og holdt indenfor, og som tiden går, skal de forsøge selv at finde mad og bo i regnskoven. Regnskoven ligger lige op ad Sepilok, så de orangutanger, som vi så, levede frit, men kom stadig tilbage for at få mad. Vi kom lige til fordringstid og gik ud i skoven på en gangbro, hvor der allerede var en del mennesker samlet.

Lige så stille begyndte orangutangerne at søge mod fordringstedet og de kom svingende i træerne ovenover os. Vi stod i stilhed og betragtede dem. De er virkelig fascinerende dyr, som faktisk har 96% af de samme gener som mennesker. Tankevækkende!

Orangutangerne blev fordret med frugt og samlede sig omkring platformen, hvor rangerne havde maden. Der kom også nogle bavianer snigende, som også ville have del i madfesten. De var helt vildt kække og slet ikke bange for mennesker. De kom helt tæt på os. De var for øvrigt heller ikke bange for orangutangerne og bavianhannen, som var noget mindre end orangutangerne, forsøgte at starte et slagsmål med en af dem.

Det var sjovt at være så tæt på alle aberne, som var i det fri – uden hegn eller noget.

Eventyr på Borneo

Borneo har været lidt vores akilleshæl. Vi har hele tiden haft helt vildt meget lyst til at tage hertil, men har samtidig været meget skræmt af både priserne, og især af udenrigsministeriets artikel om kidnapninger og agtpågivenhed (gæt hvem af os der var den nervøse?). Men vi kunne alligevel ikke lade være. Vi blev enige om, at selvom vi bildte os selv ind, at vi altid kunne tage hertil en anden gang, ville vi højst sandsynlig aldrig få det gjort, og nu var vi ligesom så tæt på. Så vi sendte en mail til ambassaden, som udenrigsministeriet anbefalede og tog så flyveren hertil efter et smut forbi Kuala Lumper – hvor vi for øvrigt lige nåede at se Petrona Towers.

Inden vi kom, havde vi for øvrigt brugt timer foran computeren, fordi vi vidste, at vi var lidt begrænset rent tidsmæssigt, og fordi alle ting på Borneo tydeligvis skulle bookes i forvejen. Helt uvant for os, da bare har været vant til at tage derhen, hvor vi lige fik lyst til. Så lige en anbefaling, hvis man overvejer at slå et smut her forbi – BESTIL I FORVEJEN!

En anden ting, der har præget den øvrige del af vores tur har været, at vi har mødt utroligt få danskere. Men allerede i Kota Kinabalu lufthavn (første sted vi kom til på Borneo) mødte vi den første dansker – en sød forretningsmand, som tilbød os et lift til vores hotel. Og siden hen var der danskere overalt. Virkeligt overalt! Paradoksalt nok, når nu vi bliver frarådet at tage hertil. Men efter at have været her noget tid, kan vi nu godt forstå hvorfor så mange tager hertil. Det er det mest eventyrlige sted!

Vores første udflugt, som vi havde bestilt gennem River Junkie, var fra Kota Kinabalu til Mount Kinabalu nationalpark og Poring Hot Springs. Vi havde vores helt egen guide + bil, som tranporterede os først til en udkigspost, hvorfra vi kunne se det majestætiske bjerg – som vi helt sikkert skal bestige en dag. Det er efter sigende det letteste bjerg at ”bestige” (læs: gå hen over), men denne gang nøjedes vi med at kigge på det.

Efterfølgende besøgte vi nationalparken, som havde mange fine planter, og efter en frokost kørte vi videre mod Poring Hot Springs, hvor vi først prøvede ”Canopy Walks”, som er hængebroer, der nogle steder hænger højt over skoven. Vores guide lod os være alene om denne del, fordi han havde højdeskræk, og nogle steder forstod vi ham godt. Det var lidt vildt, men vi klarede den heldigvis.

Efter disse kraftanstrengelser trængte vi virkelig til noget afslapning, så vi lejede en privat jacuzzi i Poring Hot Springs, som er et område med varme kilder, der giver vand til forskellige pools. Katja havde nu ikke meget lyst til at bade i de offentlige pools, da de fleste kvinder var dækket til, og hun derfor ville skille sig rimeligt meget ud i bikini.

Efter badningen var vi heldige at se verdens største blomst blomstre. Den blomstrer med halvandet års mellemrum og blomstrer kun i 7 dage. Den vi så målte 82 cm. Blomsten viste sig at være en god forretning for de bondemænd, hvis mark den blomstrede på, for de tog 30 RM (ca. 45 kr) per mand for adgang til blomsten. Men de virkede nu ikke som store forretningsmænd, når man så på dem, så vi undede dem gerne pengene. Og det var sjovt at se blomsten.

Another day in Paradise

Efter al den kultur trængte vi i den grad til noget strand, vand, sol og dykning. Derfor tog vi meget tidligt om morgenen fra Penang og kørte ca. 5 timer i en minibus (som for øvrigt var noget lækrere end det vi var vant til – der var seler:-)) mod Khota Besuk, hvor vi skulle med en båd videre til Pulau Perhentian. Båden havde to kæmpe motorer og sejlede virkelig stærkt, så vi klamrede os fast og nød den sjove sejltur.

Vi blev sejlet ind mod vores ø, hvor en anden båd modtog os og sejlede os ind til vores resort, Flora Bay. Det er et fantastisk sted – måske noget af det smukkeste og mest uspolerede vi har set. På vores lille strand lå der kun ca. 4 resorts og der var ikke ligefrem et mylder af mennesker. Dejligt!

Flora Bay er måske det mindst fancye sted, som vi har boet indtil nu. Vores værelse var ikke ligefrem noget at råbe hurra for, men det var lokationen til gengæld. Vi havde en fin terasse ca. 10 meter fra vandet, og hvis air-con’en var skruet lidt ned om natten, kunne vi høre bølgerne. Så disse omstændigheder, samt et meget hjertevarmt og lattermildt personale gjorde det til et skønt sted at være. De havde en hyggelig restaurant, hvor vi spiste hver dag, mens vi var her. Her viste de film, og tullede ellers rundt og hyggede sig – det var tydeligt at mærke, at det var deres hjem og ikke blot et arbejde.

Som stedet indbød til, fik vi slappet en hel masse af; solet, badet og læst bøger. Men midt på dagen forvandlede den ellers skønne strand sig dog til et soppebassin (Totale Balka-tilstande, hvor man bare går og går og går og går, og det aldrig bliver dybere - Balka er for de uindviede en bornholmsk badestrand). Det var så lavvandet, at vi måtte opgive at bade på dette tidspunkt.

Men heldigvis kunne man med en båd sagtens komme ud på det lidt dybere vand og komme rigtigt under. Efter en pause på ca. 14 dage grundet en øreinfektion hos Katja, var vi nu tilbage med iltflasken på ryggen, klar til at gense det store blå. Og hvilket gensyn! Perhentian er kendt for sin dykning og med rette. Vi fik dykket mellem de smukkeste koraller og spændende fisk. Vi fik både set rokker og 2 havskildpadder, samt en reefshark (en noget mindre art end den whaleshark vi mødte på Koh Tao). Skildpadderne i særdeleshed havde vi glædet os utroligt meget til at se, og det var endnu vildere end vi havde forestillet os. De er så rolige dyr og de to vi så, var ved at spise af nogle koraller. Heldigvis fik vi set den ene svømme lidt. Han var så fin! Vi sørgede for ikke at komme for tæt på dem, for vi havde fået fortalt, at hvis de bliver forskrækkede, skriger de, og så er de straks nødt til at komme op og trække luft – og kan måske ikke nå derop! Så vi ville ikke levere nogen forskrækkelse.

Vi var også med en dykkerinstruktør på hans ”legeplads” – et divesite med en masse ”Swimthroughs”, dvs. klippeformationer, som man kunne dykke igennem og under. Det var vildt sjovt, men også ret udfordrende. Vi måtte begge to indrømme, at vi vist havde fået skrabet vores iltflaske mod en klippe eller to på vejen.

På landjorden havde vi også flere sjove oplevelser. Da vi havde været her et par dage, kom der pludselig en sending på ca. 40-50 muslimske mænd, som også skulle bo på Flora Bay i forbindelse med et seminar. Da vi satte os på den udendørs terrasse for at spise frokost, fik vi selskab af 4 af dem. Katja sad i en lille sommerkjole og følte sig pludselig meget nøgen, men de var meget søde og spurgte bare til temperaturen i Danmark, og konstaterede derefter, at vi måtte have det meget varmt her. De spurgte til vores religion, og spurgte også om vi var gift. Da vi svarede nej, sagde en af dem ”when you come home you marry”! Selvom vi ikke ligefrem lovede dem det, tog de det alligevel pænt, og sagde oveni købet: ”We welcome you to Islam”.

Nogle af mændene havde også deres koner med, og en dag da vi kom retur fra dykning så vi et meget bizart syn. Inde på stranden var der 6 kvinder, alle iført burka, der spillede blindefodbold! Altså fodbold i burka med bind for øjnene. Pia K vil jo blive stiktosset! Sjældent har man da set noget så ydmygende og nedværdigende. Men det underlige var at de lod til at gøre det frivilligt og samtidig havde de det sjovt. Som om de slet ikke forstod hvad de blev udsat for. DF må hvis hellere tage på ekskursion, og få rettet op på resten verden, ligesom de har gjort derhjemme. Som om.

Desværre har vi ikke et billede at sætte ind her, men der skal nok komme flere, når vi er landet på vores næste destination – Borneo. Jahhhhhh!

Første møde med Malaysia

Thailand kvitterer kun med 30 dages visum, så vi var efterhånden ved at løbe tør for tid, og vendte næsen mod Malaysia – mod nye eventyr. Men inden vi kom så langt ventede der os først en dags køretur i diverse minibusser, igen uden seler. Hmmm! Vi kom til grænsen, hvor vi først skulle have stempel på udrejsen fra Thailand og bagefter på indrejsen i Malaysia. Vores chauffør forlangte pludselig 1 Ringgit per mand, hvilket svarer til ca. 1,5 kr, fordi vi kom uden for ”almindelig åbningstid”. Vi rejste sammen med tre piger fra England, som insisterede meget kraftigt på, at vi ikke skulle betale, fordi de tidligere havde krydset grænsen uden ”gebyr”. Men vores chauffør blev ærligt talt lidt muggen, og blev ved med at spørge efter penge. Til sidst gav vi ham nogle af vores penge, som kunne betale for os alle 5. De tre piger fortsatte med at gøre et stort postyr ud af det og ringede rundt til forskellige steder for at finde ud af om det virkelig kunne passe at de skulle betale den enorme sum. Opkald der helt sikkert kostede mere end de 3 Ringgit, som de for øvrigt aldrig selv betalte. Og alle steder de ringede til fortalte dem også at det var en helt normal afgift, som man skulle betale. Stort cirkus fra de tre pigers side, som resulterede i en lidt knotten chauffør resten af turen.

Stuntet betød også, at vi ikke blev sat af ved vores hotel, som vi ellers var blevet lovet, da vi ankom til byen George Town på øen (Pulau – som bare betyder ø) Penang. Heldigvis fandt vi nogle søde mænd fra et rejsebureau, der gerne ville køre os to trætte og sultne rejsende billigt derhen. Vi havde booket et hotel som er en del af en stor kæde, Tune Hotel. Deres koncept består af et meget simpelt, men rigtig fint værelse med en seng og et badeværelse. Hvis man så ønsker mere, f.eks. air-condition, håndklæder m.m, betaler man ekstra for det. Et ret smart system der gør at det i den sidste ende blev ret billigt at bo 4 dage i George Town.

Det var for øvrigt en sjov oplevelse at krydse grænsen i bil. Vi havde ikke forventet, at der ville være nogen mærkbar forskel på Thailand og Malaysia, men allerede på motorvejen viste der sig alligevel tydelige forskelle. Malaysia er i høj grad mere civiliseret med bedre veje og finere biler (ikke kun Toyota ladbiler, af en for europæere ukendt model, som Kenni var blevet lidt træt af at kigge på i Thailand). Da vi kom til Penang, blev vi endnu mere overraskede. I stedet for en lille gammel by blev vi mødt af en metropol med skyskrabere, der i mørket lyste os i møde.

Malaysia er som bekendt en gammel britisk koloni, og det bærer George Town i den høj præg af. Rundt omkring i bybilledet så vi mange smukke huse af britisk byggestil, men byen er også domineret af indiske, kinesiske og malaysiske tendenser. Der er en særpræget blanding af alle former for religion i byen. Kolonialismen har bragt kristendommen med sig, og flere steder rundt i byen stødte vi på forskellige kirker. I Little India (som området meget sigende bliver kaldt) betragtede vi et meget fint hinduistisk tempel, mens vi gik igennem bydelens små gader fyldt med duftende madboder, høj bollywoodmusik og glade indere i farvestrålende klædedragter.

I Chinatown blev vi derimod mødt af stirrende blikke fra de lidt kølige kinesere, som spiste i små åbne gaderestauranter, og fra boder blev der solgt grøntsager og fisk – en gennemtrængende lugt, som prægede meget af området. Også her så vi fine templer. Herudover kom vi også forbi en muslimsk moske, så på en gåtur på godt et par timer fik vi en rundtur i alverdens religioner. Lidt sjovt at de er samlet i én by!

Et andet tegn på de mange kulturer var det mangfoldige (CBS Buzzword) madudvalg. Vi havde en plan om i bedste Bangkok-stil at spise fra de små madboder, men i modsætning til Thailand var menukortene her mere uoverskuelige. Vi var i humør til indisk, men det var svært at finde en ret, der ikke på en og samme tid indeholdt både rejer, svinekød, hårdkogt æg og andre spændende sager, og det var lidt for udfordrende for os. Heldigvis snublede vi over en indisk restaurant med et meget mere appellerende menukort. På bananblade fik vi serveret ris, pappadums, forskellige vegetariske småretter, som vi supplerede med lam korma, stegt kylling og stedets specialitet – dybstegt grøn peberfrugt. Maden blev skyllet ned med asahi-øl og mangolassi, og det var noget af det mest fantastiske vi endnu har spist. Den visuelle oplevelse var heller ikke at foragte.

Vi oplevede også byens mere vestlige glæder i form af et kæmpe storcenter, som også indeholdt en biograf. Her købte vi biografbilletter til den nette sum af 10 kr stykket til den romantiske komedie ”The Ugly Truth”, som Katja fandt hyggelig og underholdende, mens Kenni fandt den uhyggelig og vedholdende.

Byens varetegn er en bygning på 65 etager, hvor der eftersigende skulle være en fantastisk udsigt udover hele øen. Det eneste problem var at det var fuldstændig umuligt at lokalisere hvor man kom op henne! Men det var da også en flot bygning set fra bunden.

Efter 4 dage i George Town var det tid at komme videre.

Hvem kommer først når tørsten er størst . . . Koh Lanta (ja, den har vi arbejdet en del på)

Efter et par dage i Krabi fortsatte vi til Koh Lanta, en ø på vestkysten. Og her var der ingen tvivl om at vi kom uden for sæson. Der var i høj grad dødt! Selvom vi var blevet advaret om at der ville være ”very quiet”, blev vi alligevel overraskede over hvor stille der egentlig var. Men vejret bar heldigvis ikke specielt meget præg af off-season, og var langt de fleste dage fyldt med solskin. Vi havde fundet et sted på nettet, som ligesom mange andre steder, så ud til at være for godt til at være sandt til den pris. Men denne gang viste billederne fra nettet sig at holde stik. Det var et rigtig lækkert, og meget nyt sted, med en ung og rigtig sød japansk pige som bestyrer. Vi fik vores eget lille hus, som lå ca. 5 meter fra poolen. Poolen blev brugt flittigt, da stranden til gengæld bar præg af off-season – helt dødt og voldsomme bølger.

Vi blev overraskede over hvor stor øen egentlig var, og da der jo var lidt dødt, blev vi enige om at leje en scooter og se os lidt mere omkring. Trafikken i Thailand er mildt sagt kaotisk, og det kombineret med at de kører i den ”forkerte” side af vejen, havde indtil videre afskrækket os. Men vi kastede os ud i det, og selv Katja vænnede sig til det (til Sune og Steffen: Glæd jer til en tur tværs over USA med ”jeg-er-helt-sikker-på-at-de-andre-trafikanter-er-ude-på-at-slå-os-ihjel-og-for øvrigt-er-30-km/t-mere-end-rigeligt-og-vi-skulle-helt-sikkert-have-været-til-venstre-der”).

Vi fik set det meste af øen, bl.a. det de kaldte Old Town, som mest af alt andet mindede om noget man har set i en western. Koh Lanta er et af de steder der var hårdt ramt af tsunamien for nogle år siden, og det bar øen stadig præg af. Overalt var der skilte der viste hvad vej man skulle i tilfælde af en ny tsunami. Vi kom også igennem en lille landsby, der efter tsunamien havde stået under 4 meter vand. En lidt skræmmende tanke, når man stod der.

Derudover fandt vi ud af at Koh Lanta åbenbart er der hvor svenskerne tager hen, når de ikke er i Helsingør. Der var rigtige mange restauranter, barer og butikker der skiltede på svensk, og de få turister vi mødte på en øen, var som regel svenskere.

Ellers gik det meste af tiden på Koh Lanta med afslapning ved poolen, bøger og film. Det er jo vigtigt at huske at slappe lidt af også. Next stop: Malaysia!

Honeymooners for en dag

Efter tre dage i Khao Sok, fortsatte vi til Krabi på Thailands vestkyst. Vi havde booket et hotel i Krabi Town, og ikke på en af de mange strande der ellers også er i området. Vi kom dog hurtigt til at savne sol, sand og strand så den ene dag bookede vi en tur til Railey Beach, som ligger en halv times ”long tail boat” sejlads fra Krabi. Selvom det ikke er sæson på vestkysten viste vejret sig endnu en gang fra den flotteste sider med blå himmel så langt øjet rakte. Dagen gik med at spise, bade og dase i de smukkeste omgivelser man kan forestille sig. Hvide sandstrande med smaragdgrønt vand, omgivet af kæmpestore klipper med drypstenshuler.

Der var dog en udpræget forskel på Railey Beach og Koh Tao. Lonely Planet beskriver Railey som en honeymoon/familiedestination, og det er faktisk en meget rammende beskrivelse. Klientellet var nemlig et helt andet, end vi havde mødt tidligere. Resortsene var endnu lækre end tidligere med overdådige swimmingpools tilknyttet, og også tonen var en anden. Selv vores luksusbackpackerstil blegnede lidt i forhold til.