Åh abe, åh abe, gid jeg var ligesom dig!

Næste dag bød på mere eventyr. Vi tog et fly videre til Sandakan, hvorfra vi tog på udflugt til Sepilok, som er et Orangutang Rehabiliterings Center.

Her får de orangutangbabyer ind, som har mistet deres mor (højst sandsynligt er hun blevet dræbt af jægere). Mange af babyerne er blevet taget af lokale, som holder dem i bure, og som ikke rigtig forstår, at de ikke må have dem som kæledyr. Når orangutangbabyerne kommer til Sepilok, bliver de passet ligesom deres mor ville passe dem i begyndelsen, og som de bliver voksne, bliver de gradvist sluset ud i naturen igen. Til at starte med bliver de fodret og holdt indenfor, og som tiden går, skal de forsøge selv at finde mad og bo i regnskoven. Regnskoven ligger lige op ad Sepilok, så de orangutanger, som vi så, levede frit, men kom stadig tilbage for at få mad. Vi kom lige til fordringstid og gik ud i skoven på en gangbro, hvor der allerede var en del mennesker samlet.

Lige så stille begyndte orangutangerne at søge mod fordringstedet og de kom svingende i træerne ovenover os. Vi stod i stilhed og betragtede dem. De er virkelig fascinerende dyr, som faktisk har 96% af de samme gener som mennesker. Tankevækkende!

Orangutangerne blev fordret med frugt og samlede sig omkring platformen, hvor rangerne havde maden. Der kom også nogle bavianer snigende, som også ville have del i madfesten. De var helt vildt kække og slet ikke bange for mennesker. De kom helt tæt på os. De var for øvrigt heller ikke bange for orangutangerne og bavianhannen, som var noget mindre end orangutangerne, forsøgte at starte et slagsmål med en af dem.

Det var sjovt at være så tæt på alle aberne, som var i det fri – uden hegn eller noget.