Første møde med Malaysia

Thailand kvitterer kun med 30 dages visum, så vi var efterhånden ved at løbe tør for tid, og vendte næsen mod Malaysia – mod nye eventyr. Men inden vi kom så langt ventede der os først en dags køretur i diverse minibusser, igen uden seler. Hmmm! Vi kom til grænsen, hvor vi først skulle have stempel på udrejsen fra Thailand og bagefter på indrejsen i Malaysia. Vores chauffør forlangte pludselig 1 Ringgit per mand, hvilket svarer til ca. 1,5 kr, fordi vi kom uden for ”almindelig åbningstid”. Vi rejste sammen med tre piger fra England, som insisterede meget kraftigt på, at vi ikke skulle betale, fordi de tidligere havde krydset grænsen uden ”gebyr”. Men vores chauffør blev ærligt talt lidt muggen, og blev ved med at spørge efter penge. Til sidst gav vi ham nogle af vores penge, som kunne betale for os alle 5. De tre piger fortsatte med at gøre et stort postyr ud af det og ringede rundt til forskellige steder for at finde ud af om det virkelig kunne passe at de skulle betale den enorme sum. Opkald der helt sikkert kostede mere end de 3 Ringgit, som de for øvrigt aldrig selv betalte. Og alle steder de ringede til fortalte dem også at det var en helt normal afgift, som man skulle betale. Stort cirkus fra de tre pigers side, som resulterede i en lidt knotten chauffør resten af turen.

Stuntet betød også, at vi ikke blev sat af ved vores hotel, som vi ellers var blevet lovet, da vi ankom til byen George Town på øen (Pulau – som bare betyder ø) Penang. Heldigvis fandt vi nogle søde mænd fra et rejsebureau, der gerne ville køre os to trætte og sultne rejsende billigt derhen. Vi havde booket et hotel som er en del af en stor kæde, Tune Hotel. Deres koncept består af et meget simpelt, men rigtig fint værelse med en seng og et badeværelse. Hvis man så ønsker mere, f.eks. air-condition, håndklæder m.m, betaler man ekstra for det. Et ret smart system der gør at det i den sidste ende blev ret billigt at bo 4 dage i George Town.

Det var for øvrigt en sjov oplevelse at krydse grænsen i bil. Vi havde ikke forventet, at der ville være nogen mærkbar forskel på Thailand og Malaysia, men allerede på motorvejen viste der sig alligevel tydelige forskelle. Malaysia er i høj grad mere civiliseret med bedre veje og finere biler (ikke kun Toyota ladbiler, af en for europæere ukendt model, som Kenni var blevet lidt træt af at kigge på i Thailand). Da vi kom til Penang, blev vi endnu mere overraskede. I stedet for en lille gammel by blev vi mødt af en metropol med skyskrabere, der i mørket lyste os i møde.

Malaysia er som bekendt en gammel britisk koloni, og det bærer George Town i den høj præg af. Rundt omkring i bybilledet så vi mange smukke huse af britisk byggestil, men byen er også domineret af indiske, kinesiske og malaysiske tendenser. Der er en særpræget blanding af alle former for religion i byen. Kolonialismen har bragt kristendommen med sig, og flere steder rundt i byen stødte vi på forskellige kirker. I Little India (som området meget sigende bliver kaldt) betragtede vi et meget fint hinduistisk tempel, mens vi gik igennem bydelens små gader fyldt med duftende madboder, høj bollywoodmusik og glade indere i farvestrålende klædedragter.

I Chinatown blev vi derimod mødt af stirrende blikke fra de lidt kølige kinesere, som spiste i små åbne gaderestauranter, og fra boder blev der solgt grøntsager og fisk – en gennemtrængende lugt, som prægede meget af området. Også her så vi fine templer. Herudover kom vi også forbi en muslimsk moske, så på en gåtur på godt et par timer fik vi en rundtur i alverdens religioner. Lidt sjovt at de er samlet i én by!

Et andet tegn på de mange kulturer var det mangfoldige (CBS Buzzword) madudvalg. Vi havde en plan om i bedste Bangkok-stil at spise fra de små madboder, men i modsætning til Thailand var menukortene her mere uoverskuelige. Vi var i humør til indisk, men det var svært at finde en ret, der ikke på en og samme tid indeholdt både rejer, svinekød, hårdkogt æg og andre spændende sager, og det var lidt for udfordrende for os. Heldigvis snublede vi over en indisk restaurant med et meget mere appellerende menukort. På bananblade fik vi serveret ris, pappadums, forskellige vegetariske småretter, som vi supplerede med lam korma, stegt kylling og stedets specialitet – dybstegt grøn peberfrugt. Maden blev skyllet ned med asahi-øl og mangolassi, og det var noget af det mest fantastiske vi endnu har spist. Den visuelle oplevelse var heller ikke at foragte.

Vi oplevede også byens mere vestlige glæder i form af et kæmpe storcenter, som også indeholdt en biograf. Her købte vi biografbilletter til den nette sum af 10 kr stykket til den romantiske komedie ”The Ugly Truth”, som Katja fandt hyggelig og underholdende, mens Kenni fandt den uhyggelig og vedholdende.

Byens varetegn er en bygning på 65 etager, hvor der eftersigende skulle være en fantastisk udsigt udover hele øen. Det eneste problem var at det var fuldstændig umuligt at lokalisere hvor man kom op henne! Men det var da også en flot bygning set fra bunden.

Efter 4 dage i George Town var det tid at komme videre.