Sol og strand – regn og alligatorer

Det var egentlig ikke rigtig planen til at starte med – Miami. Men tanken om et sidste skud sol og varme under sydlige himmelstrøg var alligevel for fristende til at vi kunne modstå den. Så derfor gik turen fra New Orleans via Tallahassee til Miami. Nærmere bestemt South Beach, Miami (eller SoBe som vi har læst i en bog at man kalder det hvis man er lidt sej). Efter to dage med mange timer i bilen ankom vi mandag aften til Miami. For en gang skyld var det egentlig meget fedt at det var blevet mørkt inden vi kom frem, da det gav et rigtig godt billede af hvor kæmpestor byen er.

Vores hotel lå godt placeret, og omgivet af en masse gode, men også lidt dyre restauranter. Men det er jo ikke noget der afskrækker et par luksus backpackere som os!

Efter en god nats søvn, stod vi op til det vi havde regnet med. Blå himmel og 27 grader. Så der gik ikke mange øjeblikke inden vi havde placeret os på stranden for at gennemgå de sædvanlige ritualer. Først en tur i vandet, så en hurtig vurdering af solens stråler, som vi blev enige om ikke brændte så kraftigt, derefter solbadning i ca. 30 minutter efterfulgt af en revurdering af solens stråler, som åbenbart brændte kraftigt (ja, det kunne man jo ikke have sagt sig selv).

Byen kom derfor også til at byde på lidt shopping i Macy’s (ja, hvor ellers – vi er vist ved at blive stamkunder men det er virkelig også en fantastisk forretning), hvor airconditionen kølede dejligt og der var masser af gode tilbud.

Dagen efter vågnede vi op til silende regnvejr, og fortrød derfor ikke, at vi havde fået det yderste ud af vores strandtur. Meget af dagen blev nemlig brugt på hotelværelset med Entourage på computeren, men om eftermiddagen var der heldigvis ophold i regnen og så kørte vi af sted på Everglades. Everglades er en nationalpark, som ved første øjekast ligner en sump, men det er det ikke. Det er en våd prærie! Forskellen er meget vigtig! I hvert fald er et af Everglades tilløbsstykker de mange alligatorer, der holder til i vandet. Vi tog en ”tramtur” – en åben bus, som kørte os gennem prærien. Fra bussen fik vi set mange fine fugle, flot natur og da også et par alligatorer, som på afstand dog mest af alt lignede bildæk.

Vores meget entusiastiske guide fortalte, hvordan alligatorerne graver et dybt hul i midten af en gruppe buske, hvor der så dannes en sø, og hvor alligatoren derefter holder til. Alligatorhuller, kaldte guiden dem, og beskrev hvordan de fra luften ligner grønne dougnuts. Tricket med disse huller er at lokke andre dyr til for at drikke i tørketiden. Alligatoren kan godt lide gæster :-)!

Vores tram stoppede ved et udkigstårn. På vej mod tårnet lå der en alligator i vandet lige ved siden af stien, og vi var derfor under en meter fra ham – uden hegn eller noget, mens han bare lå og kiggede på os.

Vi var derfor også lidt shaky i det, da vi gik en tur af en meget smal sti-rute, hvor træerne voksede rundt om os og vandet omgav os på begge sider. Her lå alligatorerne også i vandet, men heldigvis ikke så tæt på. Vi blev ikke på stien så længe! Især Steffen, som har stor respekt for slanger, skannede trætoppene over os og fik slet ikke set ud i vandet. Han skyndte sig også ud.

Fra udkigstårnet fik vi set ud over Everglades – meget fint område, og så kørte tram'en tilbage, nu i regnvejr.

Regnvejret resulterede i, at alligatorerne gemte sig, så vi var glade for at have fået set en del på vejen ud til udkigsposten. Til gengæld brugte guiden en del tid på at fortælle historier om alligatorer. I Everglades findes der også skildpadder (selvom vi nu ikke så nogen), og når alligatoren graver hul til sine æg, sniger skildpaddemoderen sig til at lægge æg i hullet, inden alligatoren selv kommer til. Når alligatorungerne så udklækkes, så graver alligatormoderen lige så stille uden om skildpaddeæggene og får sine egne unger op – og på den måde, har skildpaddemoderen haft alligatoren som bodyguard for sine æg. Smart, ikke! Ligesom skildpaddeungerne afgøres alligatorungens køn også af temperaturen.

Welcome to Nawlins, y’all!

Efter en enkelt overnatning i udkanten af Jackson, Mississippi, fortsatte vi til New Orleans. Her havde vi på forhånd havde booket et hotel i downtown. Hotellet viste sig at være ganske udmærket og rigtig godt placeret i forhold til de ting vi gerne ville se i byen.

Som de fleste nok husker, blev New Orleans meget hårdt ramt af orkanen Katrina i 2005, og man kunne godt fornemme at de stadig er i gang med genopbygge store dele af byen. Det var dog mest på køreturen ind i byen at vi bemærkede det, for inde i selve centrum var det ikke lige til at se, at der for blot nogle år siden stod flere meter vand i gaderne.

Vi har på hele turen glædet os meget til at komme til New Orleans, da vi både har læst og fået fortalt hjemmefra at det skulle være en meget interessant by, Og det holdt da også stik. New Orleans er på trods af sin størrelse en rigtig hyggelig by, hvilket ikke mindst skyldes det område der bliver kaldt ”French Quarter”.

Smalle gader, små huse med fine balkoner og forskellige markeder er med til at skabe en rigtig hyggelig og intim stemning i en ellers temmelig stor by.

På markedet solgte de mange uundværlige ting, fx. alligatorhoveder!?!

New Orleans har også sin portion af gøglere, der prøver at tjene penge som statuer - dvs. ved at stå stille, men en af dem fandt vi faktisk ret imponerende.

I French Quarter så vi også den imponerende katedral St. Louis’ Cathedral, som er den ældste katedral i USA.

Aftenen bød selvfølgelig på en tur op og ned ad den legendariske festgade Bourbon Street.

Efter halvanden dag i skønne New Orleans eller Nawlins, som de lokale kalder det, var det tid at komme videre, men på vejen derfra nåede vi lige at besøge en sukkerrørsplantage.

Vi var på guidet rundtur i det fine hus, som de havde forsøgt at holde i stilen fra 1840’erne, men hvor man desværre ikke måtte tage billeder indenfor.

Heldigvis var der ikke samme forbud udenfor, og dér var der måske det mest betagende syn. 28 stk 300 år gamle egetræer på to rækker. Selvom vi først var lidt utilfredse med, at det småregnede, gjorde det bestemt ikke udsigten fra husets veranda dårligere.

Man kan sådan set godt forstå, at de havde valgt at opkalde stedet efter egetræerne, Oak Alley Plantation.
Efter en formiddag i historiens tegn, tog vi videre – mod varmen!

I wish I lived in Graceland

På vej fra Nashville mod New Orleans kørte vi igennem Memphis, og så skulle vi selvfølgelig lige besøge Graceland; stedet hvor Elvis boede, da ham levede. Vi tog en audiotour, hvor vi blev guidet gennem selve huset, der stod, som han forlod det. Personalet havde dog pyntet lidt op i anledning af julen, men ellers var det de samme møbler, gulvtæpper og andet fra 1970’erne. Stedet var ikke umiddelbart så glamourøst, som vi lige havde forestillet sig, men det er jo også 40 år siden, og der er sket meget siden da. Dengang var det vist ret vildt at have tre fjernsyn.

Efter turen gennem huset, der af respekt for Elvis ikke inkluderede hans soveværelse mm., kom vi videre gennem udstillinger om hans liv og karriere. Hold da op, hvor har han bare solgt mange plader! Eftersigende er hans stadig den mest sælgende kunstner nogensinde.

Turen sluttede ved hans gravplads, hvor vi stod et øjeblik i respekt for Kongen af Rock, inden vi tog videre.

Nashville, caves and oh yeah .... Bruce Springsteen

Besøget i Nashville startede med en køretur til Mammoth Cave National Park, som er verdens længste grotte. Her tog vi på tur med en guide og en masse amerikanere, og vandrede så igennem et lille stykke af den enorme grotte.

Det var et ret fascinerende sted med en spændende historie, som ikke blev mindre spændende af en entusiastisk guide.

(Yes... he's the real deal)

Vi gik ned af en trappe, der var boltet fast ind i klipperne, og som havde kostet 3000 dollars – per trin.

Så kom vi ellers 80-100 meter ned under jorden, hvor der pludselig for enden af nogle af de smalle gange, som vi var gået af, åbnede sig et stort rum. Det var meget fascinerende og lidt klaustrofobisk, hvis man tænkte for meget over det. Vores guide forsikrede os dog om, at klipperne faktisk var ret stabile, fordi den underjordiske flod, der engang havde lavet grotterne, med sin vandkraft havde gjort loftet bueformet og derfor meget stabilt!?!

Grotten var nogle steder fyldt med græshopper, der skræmmende nok lignede store edderkopper ret meget.

På det sidste stykke af vores tur på var der rigtig mange meget smukke drypsten. Det er syret at tænke på, at det er vandet, der langsomt danner dem. Naturen er virkelig finurlig.

Næste dag i Nashville brugte vi downtown, hvor vi først så på forretninger. Det eneste man kunne købe, var cowboystøvler, -hatte og alt muligt andet countrylir. Det var meget underholdende, men ikke ligefrem det bedste sted at shoppe.

Om aftenen var vi på Tootsies, som er en verdensberømt bar med livemusik, hvor vi fik country for alle pengene. Eller det vil sige, at vi betalte faktisk ikke for at komme ind, og musikerne, samt bartenderne fik da heller ingen løn, men arbejdede udelukkende for drikkepenge. Den var vist aldrig gået i Danmark!

Det var meget skægt at opleve countrystemningen, som var helt i top, til trods for, at det var tirsdag aften.

Onsdagen kom til at stå i The Boss’ tegn. Efter en kort tur i et mærkværdigt storcenter tog vi igen ind mod centrum, hvor vi ved en totiden stillede os i kø for at få et armbånd med et nummer på.

Alle, der havde købt ståpladser havde mulighed for at få et sådan armbånd, og da armbåndsudleveringen åbnede, startede de med nummer 1. Vi fik nummer 414 og 415, og i alt fik ca. 850 mennesker armbånd på. Vi skulle alle være tilbage samme sted kl. 16.30, hvor der ville blive udtrukket et nummer, og så ville det nummer samt de følgende 449 næste få plads i pitten (Området lige foran scenen), mens resten måtte stå bagved. Der var derfor en noget spændt stemning, mens vi stod i kø og ventede på lodtrækningen. Alle omkring os snakkede om alle de andre Springsteenkoncerter, som de havde været til og mange havde set ham 7-8 gange bare i løbet af denne turne. Han har virkelig nogle vilde fans!

Endelig kom øjeblikket for udtrækningen, og til vores held blev der trukket et nummer kun ca. 140 numre foran os, så vi var sikret en plads i pitten. Alle omkring os jublede og var helt euforiske, da de fandt ud af, at de havde været nogle af de heldige. De næste par timer gik med at vente i kø på at komme ind, og dernæst vende foran scenen, hvor vi kom til at stå som nummer fire i rækken midtfor. Fantastiske pladser. Endelig gik showet i gang kl 20.30 (Katja var blevet noget utålmodig), og det startede med et brag. Publikum var helt vilde og Bruce var så sej! Der er helt vildt, hvad den 60-årige mand kan. Han spillede 3 timer i træk med fuld energi hele tiden, crowdsurfede lige hen over os (så vi fik rørt hans bagdel :-). Jo, Kenni gjorde det også – og han er stolt over det!), og var bare super super sej.

Det er nok det mest entusiastiske publikum vi har oplevet. Alle kunne synge med på stort set alle sange, og mange havde skilte med titler på numre, som de holdt op og bad ham spille. Springsteen har, fandt vi ud af, for vane at indsamle nogle af skiltene og udvælge nogle, og så spille sangene. Også selvom det ikke er hans egne. I Nashville var der mange, der efterspurgte ”Ring of fire” med Johnny Cash, så den spillede bandet da lige. Det var helt vildt! Vi fik også en julesang ”Santa Claus is coming to town”, samt en masse af hans egne fantastiske numre. Han havde lovet at spille hele ”Born to run”-albummet, hvilket han da i den grad også gjorde.

Til trods for, at der var en del numre, som isæt Katja ikke kendte, var der alligevel ikke et kedeligt øjeblik. Det var en stor oplevelse for os begge! I taxaen hjem sad vi og råbte til hinanden, fordi de hylede for vores ører – stakkels taxachauffør.

Fra kønne Colorado til kedelige Kansas

Denver blev på mange måder lidt et vendepunkt. Vi kom fra naturparadis til civilisation, hvilket vi fik nydt med både biografbesøg, shopping og lækre restauranter – eller det var vist egentlig kun én, som vi bare spiste på flere gange, fordi vi var så vilde med maden. Vi er vist lidt nogle vanedyr! Det er nemlig ikke første gang, at vi er vendt tilbage til en restaurant, selvom der var 1000 andre at prøve.

Det var en meget fin by, selvom vores besøg i Denver egentlig ikke startede så godt. Vi havde booket et hostel/hotel, som syntes rigtig fint på nettet, og vi fik da også tjekket ind og betalt, før vi læste os frem til, at vi ikke måtte være i vores værelser mellem 8-16, for i det tidsrum ville der blive sprøjtet mod kakerlakker. Det var selvfølgelig kun præventivt, fik vi at vide, men det var alligevel for meget af det gode for os, så Sune forlangte vores penge igen, hvilket vi fik, og så fandt vi et motel i stedet. Fordi vi var så febrilske over kakerlakkerne, var vores dømmekraft vist sat lidt ud af kraft, for det var det indtil videre dårligste motel, vi har boet på. Lagenposerne måtte frem! (Lagenposer er for de uindviede en slags soveposer af lagner, – som Katjas mor har været så sød at sy til os - som er meget tynde og smarte, hvis man synes, at sengetøjet ikke virker helt vildt rent.)

Men bortset fra akkommodationen var Denver en rigtig hyggelig by, hvor de også var begyndt at pynte op til jul. USA bærer lidt præg af at have flere helligdage, som der skal tages hensyn til, så julen fylder faktisk ikke helt så meget som i Danmark, endnu. Vi regner dog med, at de kommer igen med ekstra kraft, når Thanksgiving er overstået d. 26. november.

Rent vinduesudsigt-agtigt blev Denver virkelig også et vendepunkt, for vi kom ind i byen fra bjergrige smukke landskaber (Vi kørte igennem Rocky Mountains, og så også et par skisportssteder på vejen dertil, som fx Aspen og Vail), og da vi kørte ud af byen, blev landskabet fladt som en pandekage. Og det blev de så ved med at være de næste 10 timer, som det tog os at køre til Kansas City. Det eneste underholdende ved køreturen dertil var de skilte, som vi så på vejen. Her får I lige et par eksempler:

”5 legged cow”

”Adoption, not abortion”

”I trust in you, Jesus”

“The world’s biggest prariedog”

Da vi kom til Kansas, tjekkede vi ind på vores meget fine hotel, som vi havde fået forholdsvis billigt. Hotelpriserne synes til tider virkelig at være præget af finanskrisen. Her havde vi for første gang i lang tid en sofa. Sådan en kan man sørme komme til at savne!

Efter en god nats søvn på hotellet, var vi klar til at udforske byen, men for første gang siden vi kom til USA, var det overskyet og truede med at blive regnvejr. (Vi har godt nok været heldige)! Så vi fik alligevel ikke set helt så meget af byen, men blev i stedet hjemme og så Forbrydelsen på nettet.
Men hvorfor egentlig tage til Kansas City, hvis der er så dødssygt? Svaret er Sofie, Sunes søster. Hun er på udveksling et år i Kansas City, og derfor skulle vi selvfølgelig lige mødes med hende, når nu vi var i nabolaget!

Sune og Steffen skulle vist lige vise sig lidt for Sofie, da vi var ude på Barbeque-restaurant om aftenen. De bestilte et helt skaldespandslåg fyld med mad (læs: kød).

Før:

...og efter:

Da vi forlod byen dagen efter var det i silende regnvejr, hvilket ikke gjorde den 10 timer lange køretur mod Nashville kortere. Igen var landskabet ikke så spændende, men som vi kørte syd på, klarede det heldigvis op. Vi nærmede os jo også Bruce Springsteen – mere om ham senere!