Næste stop var Las Vegas, der efter en køretur gennem ørkenen pludselig dukkede op, nærmest ud af ingenting. Det er en vild by, hvor der altid er gang i den. Kasinoerne har mørkelagt alle indgange, som intet lys kan komme ind og afsløre, at det er blevet morgen efter en lang nat med spilleri. (Vi vil på forhånd gerne beklage, at dette indslag kommer til at indeholde mange selvindlysende detaljer for dem, der allerede har været i Vegas, men der er virkelig mange ting, der er svære at forstille sig, når man ikke har været der før). Blandt andet er det helt vildt at opleve de forskellige hoteller og deres tilhørende kasinoer. Ud over at være virkelig storslåede og dyre, har mange steder opbygget meget af hotellet efter et særligt tema.
Caesars Palace har et romersk tema og har ud over forum romanum en masse fontæner og andet lir.
Venetian er en lille kopi af Venedig og måske noget af det mest imponerende, da der inde i hotellet er bygget kanaler, hvor gondoler sejler igennem. Vi fik ikke prøvet en gondoltur, men vi snusede Venedigstemningen til os.
New York - New York gav os en god forsmag på, hvad vi har i vente. Selve hotellet er en kopi af Empire State Building, men stedet har også en Frihedsgudinde og indenfor gader med New Yorske forretninger og restauranter. Vi glæder os!
Vores eget hotel, Stratosphere, var kendetegnet ved at være Las Vegas’ højeste med et enormt højt tårn med en fabelagtig udsigt over hele Las Vegas og især The Strip. Der var nogle fuldstændigt vanvittige forlystelser på toppen: En, der mindede om Det Gyldne Tårn i Tivoli og to andre, hvor man blev vippet ud over kanten og kunne ”nyde” de 250 meter ned.
Men vi kunne selvfølgelig ikke nøjes med at kigge på alle de overdådige hoteller; nogle af os måtte også lige prøve lykken i kasinoerne. Det blev dog en rimelig kort fornøjelse, fordi vi hurtigt tabte de penge, som vi havde indstillet os på at spille for. Den eneste, der vandt noget var Sune, der satsede på rouletten og indkasserede 100 dollars. Sejt gået!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar