Efter 7 helt fantastiske uger i Thailand, Malaysia, Singapore og Kina var det slut. Fra Beijing gik turen til San Fransisco. Efter en meget lang 12 timers flyvetur med Air China (cheap for a reason!), landede vi i SF to timer før vi tog af sted fra Beijing. Ja, tidszoner er sgu en sjov ting. I lufthavnen havde vi en date med drengene (Steffen og Sune), som ankom fra København 3 timer senere. Ventetiden blev klaret med varm kakao, kaffe og ”Entourage” på computeren. Slet ikke tosset, og det var heller ikke tosset at se nogle hjemmefra igen. Det var rigtig hyggeligt at mødes med drengene. Efter en hurtig opdatering fra alle parter fandt vi en taxa, og satte kursen mod Adelaide Hostel som skulle være vores hjem de 4 dage vi havde i SF. Hostelet var superhyggeligt, og lå meget centralt placeret. Ellers gik den første aften med noget mexicansk mad, et par øl og plejning af jetlag.
Når man er i SF er det jo svært at komme uden om Alcatraz – og hvorfor skulle man da også det. Så derfor skulle ve en tur derud. Det tog ikke mere en ti minutter at sejle ud til den lille fængselsø i San Fransisco Bay. Vi var som sædvanlig heldige og havde vejret med os. Vi har købt os til en prisbelønnet audioguide, som med sjove historier, fortalt af tidligere indsatte og fængselsbetjente, guidede os igennem det nu lukkede fængsel. Det var et ret imponerende sted, som vist ikke var særligt hyggeligt at være dengang.
Især udsigten er fantastisk, og audioguiden pointerede da også, hvor frustrerende det var for fangerne at kunne nok se, men ikke røre den fine by. Nytårsaften kunne de høre alle de glade stemmer og den festlige stemning, mens de sad i deres kolde celler.
Den 3. dag i SF tog vi til Fishermans Wharf, som er en mole med en masse spøjse turistforretninger og så søløver, i bunkevis. De var vildt søde, men vi havde lidt svært ved at forstå, hvorfor de lagde sig sådan. De kan i hvert fald godt lide at putte!
Dagen efter blev det tid til at hente vore lejede bil, som vi allerede havde aftalt at opgradere inden vi kom derhen. Og da vi blev tilbudt en fin hvid GMC til blot 11 dollars ekstra om dagen, slog vi til.
Og så prøvede vi ellers kræfter med SFs stejle gader og fik også kørt på Golden Gate Bridge, mens vi satte næsen mod næste stop, Yosemite.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar