Singapore vs. Beijing

Vi fløj fra Borneo til Singapore og ankom sent om aftenen. Vi havde haft en plan om at overnatte i lufthavnen, både fordi Singapore synes at være en rigtig dyr by, og fordi vi havde læst, at Singapores Changi Lufthavn var den bedste lufthavn at sove i. Problemet var bare, at da vi havde fået vores tasker, var der kun én vej at gå, og den førte ud af lufthavnen. Vi havde bestilt taskeopbevaringsservice, og den søde mand, som tog imod os (Med et skilt, hvor der stod Kenni Bendix på), synes da lige, at han ville bruge sin friaften på at køre os ind til Singapore, indlogere os på et hotel og vise os et godt sted at spise.

Vi har simpelthen været så heldige at rende ind i de sødeste og mest hjælpsomme mennesker! Hotellet var nu ikke noget at råbe hurra for, men vi fik set Singapore ved aftenstid, og hele dagen efter.

Singapore har ry for at være den reneste by i Asien, og det var ikke meget galt. De gør i hvert fald deres bedste for at holde byen i fin stand. Blandt andet ved at have nogle ret voldsomme bøder i deres metroer (Gang med 3,5 for at omregne fra Singapore Dollars til kroner):

Vi fik rundt i den flotte by og så blandt andet deres durianfrugt-formede bygninger. Vi kørte også med en elevator helt til 49ende, da vi skulle bekræfte vores billetter – og vi fik propper i ørerne flere gange på vej op. Men udsigten var nu fin.

Vi fik også spist overdrevet lækker indisk mad i Little India, hvor vores hotel lå.
Vi nød at alle skilte var på engelsk og prøvede at suge al renheden til os i Singapore, fordi Katja, der havde været i Beijing før, huskede, at Kina ikke var helt så ”pænt” og ”engelsktalende”. Men der tog hun fejl!

Beijing var på ingen måde det Beijing, som Helle og Katja besøgte i 2005. Selvom de dengang allerede var i gang med forberedelserne til OL, var der alligevel en verden til forskel på byen dengang og nu.
Der var virkelig blevet pænt! Den gade, som tidligere var fyldt med biler og små lokale forretninger og måske ikke var verdens reneste sted, var siden da blevet en gågade med meget fine men fuldstændigt nyttesløse sporvogne, poshe forretninger og små kinesere med koste, der hele tiden gjorde gaden ren. Derudover havde de en del af denne type skilte, som fortalte hvad man ikke måtte gøre på gågaderne:

Tiden i Kina gik med de klassiske seværdigheder:

Den Himmelske Freds Plads

Den Forbudte By

Om aftenen fandt vi et fantastisk madmarked, hvor de solgte de mest absurde ting, og også masser af lækkerier.

Dagen efter tog vi endnu et par klassikere, Maos Mausoleum og Summerpalace. Ved Mausoleet stod vi i kø ca. 1 time sammen med en MASSE kinesere. Det er sjovt, for de har ret vild køkultur. Køen var markeret med et hegn på den ene side og gul streg på den anden – som ingen bevægede sig udenfor. Fascinerende!

Det var også ret sjovt, at alle seværdigheder ikke var fyldt med europæiske turister, men derimod kinesere. Vi så utroligt mange grupperejser med røde kasketter, der fulgte efter en guide med et flag. Det var sommerpaladset også fyldt med. Det var et virkelig dejligt sted med en stor sø og små bakker med de forskellige paladsbygninger på. Og det var så stort, at man sagtens kunne finde et lille sted at sidde og nyde det uden alt for mange turister.

Den kinesiske mur

Sidste dag i Kina, og selvfølgelig skulle den bruges på en tur til den kinesiske mur. Vi bookede turen på vores hostel, og valgte turen til ”The Secret Wall” (schhhhhhh…). Det var en tur der lovede os en del af muren, hvor der nærmest ikke var nogen turister eller sælgere, som andre dele af muren ellers er berygtede for. Og det viste sig at holde stik. Udover vores lille gruppe på 10 mennesker, kan antallet af andre turister vi mødte tælles på en enkelt hånd, og der var ingen sælgere at se.

En af grundene til at vi kunne få et stykke af muren næsten for os selv, skyldtes at den ikke alle steder var lige nem at gå rundt på, men det var helt klart det værd. I stedet for nærmest at skulle gå i kø hele vejen, fik vi masser af tid til at nyde den fuldstændig vanvittige udsigt der er fra især de høje punkter på muren.

Vores guide på muren var en lokal 70-årig kinesisk mand, der ikke snakkede et ord engelsk. Men han var meget glad og i ret vild form. Han kom hurtigt op ad muren, hvor vi andre måtte stoppe op og hele et par pauser indimellem. Og han valgte at løbe det sidste stykke, som ellers gik temmelig stejlt ned.

Da vi var færdig med vores 7 km vandretur på muren, ankom vi til en lille by, hvor vi udover et usædvanligt lækker måltid, mødte et par lokale. Bland andet denne hårdtarbejdende, men meget glade ældre herre:

Dagen blev for øvrigt sluttet af med endnu en Beijing-klassiker, nemlig Pekinganden. Helt vildt lækkert:

Muren var, ligesom Beijing, helt fantastisk. Vi kunne uden tvivl have brugt meget mere tid i Kina, men det må blive næste gang, for nu står den på USA!