tirsdag den 17. november 2009

Grand Grand Canyon



Efter nogle dage fede dage i Vegas var det tid til at komme videre mod næste stop på turen – Grand Canyon. Men inden vi kom der til kom vi et smut forbi Hoover Dam. En kæmpe dæmning der er 221 m. høj og 379 m. lang, og var færdigbygget i 1936. Hvordan det på nogen måde var muligt at bygge den er ”beyond us”, men den var under alle omstændigheder meget fascinerende.





Dæmningen fungerer samtidig som statsgrænse og tidszonegrænse mellem Arizona og Nevada, og vi underholdt os med, hvordan vi kunne ændre på tiden ved at gå frem og tilbage over dæmningen.



Efter Hoover Dam fortsatte vi mod Grand Canyon, hvor vi efter en enkelt overnatning i byen Flagstaff, var klar til at se om et stort hul i jorden virkelig kan være så interessant! Det kan det. Vi havde en fornemmelse af, at der ventede os noget stort, men vi havde ingen anelse om hvor stort! Alt er virkelig bare større i USA (Portionerne, nogle af menneskerne, butikkerne, men så sandelig da også naturoplevelserne). Det var fuldstændigt overvældende og vidunderligt smukt! Det er svært at beskrive og skal virkelig bare opleves, men vi prøver alligevel med en lille video:



Vi stod på kanten af dette vilde geologiske fænomen, som vist er noget med Colorado River, der har ”gravet” noget af hullet, samt nogle vulkaner – lidt svært at forstå! Der er 16 kilometer over til den anden side og 2 kilometer til bunden – og blændende smukt overalt, hvor man kigger hen.



Vi nød udsigten i timevis, og blev aldrig trætte af at kigge ud over kanten.



Efter nogle fine gåtur langs kanten, fandt vi også steder, hvor vi var helt alene med dette naturvidunder, og hvor stilheden var larmende.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar