Nashville, caves and oh yeah .... Bruce Springsteen

Besøget i Nashville startede med en køretur til Mammoth Cave National Park, som er verdens længste grotte. Her tog vi på tur med en guide og en masse amerikanere, og vandrede så igennem et lille stykke af den enorme grotte.

Det var et ret fascinerende sted med en spændende historie, som ikke blev mindre spændende af en entusiastisk guide.

(Yes... he's the real deal)

Vi gik ned af en trappe, der var boltet fast ind i klipperne, og som havde kostet 3000 dollars – per trin.

Så kom vi ellers 80-100 meter ned under jorden, hvor der pludselig for enden af nogle af de smalle gange, som vi var gået af, åbnede sig et stort rum. Det var meget fascinerende og lidt klaustrofobisk, hvis man tænkte for meget over det. Vores guide forsikrede os dog om, at klipperne faktisk var ret stabile, fordi den underjordiske flod, der engang havde lavet grotterne, med sin vandkraft havde gjort loftet bueformet og derfor meget stabilt!?!

Grotten var nogle steder fyldt med græshopper, der skræmmende nok lignede store edderkopper ret meget.

På det sidste stykke af vores tur på var der rigtig mange meget smukke drypsten. Det er syret at tænke på, at det er vandet, der langsomt danner dem. Naturen er virkelig finurlig.

Næste dag i Nashville brugte vi downtown, hvor vi først så på forretninger. Det eneste man kunne købe, var cowboystøvler, -hatte og alt muligt andet countrylir. Det var meget underholdende, men ikke ligefrem det bedste sted at shoppe.

Om aftenen var vi på Tootsies, som er en verdensberømt bar med livemusik, hvor vi fik country for alle pengene. Eller det vil sige, at vi betalte faktisk ikke for at komme ind, og musikerne, samt bartenderne fik da heller ingen løn, men arbejdede udelukkende for drikkepenge. Den var vist aldrig gået i Danmark!

Det var meget skægt at opleve countrystemningen, som var helt i top, til trods for, at det var tirsdag aften.

Onsdagen kom til at stå i The Boss’ tegn. Efter en kort tur i et mærkværdigt storcenter tog vi igen ind mod centrum, hvor vi ved en totiden stillede os i kø for at få et armbånd med et nummer på.

Alle, der havde købt ståpladser havde mulighed for at få et sådan armbånd, og da armbåndsudleveringen åbnede, startede de med nummer 1. Vi fik nummer 414 og 415, og i alt fik ca. 850 mennesker armbånd på. Vi skulle alle være tilbage samme sted kl. 16.30, hvor der ville blive udtrukket et nummer, og så ville det nummer samt de følgende 449 næste få plads i pitten (Området lige foran scenen), mens resten måtte stå bagved. Der var derfor en noget spændt stemning, mens vi stod i kø og ventede på lodtrækningen. Alle omkring os snakkede om alle de andre Springsteenkoncerter, som de havde været til og mange havde set ham 7-8 gange bare i løbet af denne turne. Han har virkelig nogle vilde fans!

Endelig kom øjeblikket for udtrækningen, og til vores held blev der trukket et nummer kun ca. 140 numre foran os, så vi var sikret en plads i pitten. Alle omkring os jublede og var helt euforiske, da de fandt ud af, at de havde været nogle af de heldige. De næste par timer gik med at vente i kø på at komme ind, og dernæst vende foran scenen, hvor vi kom til at stå som nummer fire i rækken midtfor. Fantastiske pladser. Endelig gik showet i gang kl 20.30 (Katja var blevet noget utålmodig), og det startede med et brag. Publikum var helt vilde og Bruce var så sej! Der er helt vildt, hvad den 60-årige mand kan. Han spillede 3 timer i træk med fuld energi hele tiden, crowdsurfede lige hen over os (så vi fik rørt hans bagdel :-). Jo, Kenni gjorde det også – og han er stolt over det!), og var bare super super sej.

Det er nok det mest entusiastiske publikum vi har oplevet. Alle kunne synge med på stort set alle sange, og mange havde skilte med titler på numre, som de holdt op og bad ham spille. Springsteen har, fandt vi ud af, for vane at indsamle nogle af skiltene og udvælge nogle, og så spille sangene. Også selvom det ikke er hans egne. I Nashville var der mange, der efterspurgte ”Ring of fire” med Johnny Cash, så den spillede bandet da lige. Det var helt vildt! Vi fik også en julesang ”Santa Claus is coming to town”, samt en masse af hans egne fantastiske numre. Han havde lovet at spille hele ”Born to run”-albummet, hvilket han da i den grad også gjorde.

Til trods for, at der var en del numre, som isæt Katja ikke kendte, var der alligevel ikke et kedeligt øjeblik. Det var en stor oplevelse for os begge! I taxaen hjem sad vi og råbte til hinanden, fordi de hylede for vores ører – stakkels taxachauffør.